Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
III. ITALIENSK LITERATURS BARNDOM.
Italiensk Digtning begynder som et Genskin af
Søstersprogets, den provencalske. Ved Provences Fyrste-
hoffer var Troubadourlyriken blomstret frem — klækket
ud mellem Roser og Oranger af Provences blonde
Sol og bløde Søluft, af Racens milde og muntre Sæder
og den polerende Berøring med »de arabiske Riddere«.
Der ligger Morgendug og Vaarfriskhed over de ældre
Troubadourers Sange. Et elskværdigt og muntert
Naturel synger her sin Glæde over »Hørren, der grønnes
i Vænget, den blaa Viol, som titter frem mellem Buskene«,
synger sin Foraarsforelskethed, der beruses af hver
Kvindes Smil, og sin stridbare Æventyrlyst, som tumler
sig i Kampliv med den tro Ganger. Tonen overfor
Damen er Sydens, Araberens, Ridderens galante Tale og
søde Smiger, men er den Skønne altfor knibsk, skælder
Ridderen hende ugenert ud og trøster sig i Ventetiden
med en Bondepige, han træffer ude i Marken — saa-
ledes som Pastorellerne skildre det. Tonen er verdslig
og liberal, man vil leve og lade leve; det er kultiveret
latinsk Race, som ikke vil lade sig barbarisere af Middel-
alderen. Og Troubadouren haandterer ogsaa med Smidig-
hed Spottens og Satirens Klinge: der er den samme
Vald. Vedel: Dante. 4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
