Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FARLIG EVNE 187
til at bo her oppe. Her er vakkert mellem de hæn-
gende bjerker; vinden vifter mildt i løvet, og min
sorg mildnes. Særlig aftenen falder saa vakkert ind
i min stemning . .. Solen breder sørgmodig sit
tunge staalblaa lys over de kolde vidder, og de lange
mørke vande snor sig som sorte baand henover en
sovende jette. Skogen suser tungsindig mod natten,
og skyggen breder sig over dalen, de tause skygger, —
da falder der en fred ind i mit sind, som jeg vel-
signer, et vemod der lægger sig blidt over alle sjæ-
lens vunder. Da fornemmer jeg en stille sus af
evighedens vinger . . . og alt blir mig saa smaat,
saa smaat mod den ...
Jeg ved ikke om jeg reiser hjem igjen til
menneskenes smaa og onde tanker . .. min farlige
evne til at føle dem vil vel ikke lade mig ro. Jeg
leger stundom med den tanke, at jeg vil dø her oppe
og lade mig begrave under den løvrigeste af bjerkene,
den som jeg holder mest af . . . Kirkegaarde er
nogen græsselige indretninger, naar man ret be-
tænker det. Hvo ved: de gamle, som holder til der
nede, var vist heller ikke saa gode venner her i
livet, at man der kan være saa sikker paa rolige
nætter aaret rundt! Menneskene burde helst hvile
langt fra hverandre, at de ikke endog efter døden
skal myrde hinanden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
