Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
206 VETLE VISLIE
Pastoren gik hen og tog ham i haanden.
— Jeg tror paa Gud, og paa hans søn Jesus
Kristus, sa han langsomt og med værdighed.
Den syges træk havde faat præg af tillid, næsten
glæde, og pastoren skammed sig dybt over sin egen
kulde. Tænk, han trodde paa Gud, og alligevel var
han misfornøiet, fordi et andet ulykkeligt menneske
søgte sin trøst i den samme Gud. Han husked
levende fortællingen om den forlorne søn, denne
parabel som en gang havde været ham til forargelse,
og for første gang i lang tid følte han at isen holdt
paa at smelte om hans hjerte. Han som saa ofte
havde ærgret sig over fyrvogterens vilde liv, og som
saa ofte uvilkaarlig og næsten uden eget vidende
havde ønsket at Guds retfærdighed maatte ramme
ham, sad der nu og talte til sin ondskabsfulde uven
om den fred som ikke jordlivet kan skjenke, men
som vi i dybeste grund haaber og tror paa alle-
sammen.
Det var ikke korrekt, alt han sa; hans anden
bevidsthed gjorde ofte indsigelser baade mod det ene
og det andet; men han følte ingen skam ved det
eller nogen trang til at rette det, det var det vakreste
og det som glæded den syge mest.
Ud paa eftermiddagen lukked fyrvogteren sine
øine for altid.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
