Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - § 24. Byer, Landskaber, Mindesmærker m. m., i alfabetisk Orden - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»
268 DAMASKUS.
•
\
nemste Statstjenere i hele det tyrkiske Rige, da han er Leder for den store Karavane,
som hvert Aar samles der for at valfarte til Mekka.
14.* De Kristne i Damaskus levede under haardt Tryk; det var farligt at være
rig og endnu farligere at vise sin Rigdom. — Den Reisende maatte finde sig i en
ydmygende Behandling: han maatte ikke vise sig i Byen i europæisk Klædning; han
maatte ikke ride gjennem Byen, men ved Porten stige af Hesten oglægge sine Vaa
ben fra sig; han var ganske given Pasjaen i Vold; thi ingen europæisk Stat fik Lov
til at holde Konsul der. — 1832 tog Ibrahim Pasja af Ægypten Damaskus og friede
de Kristne fra det værste Tryk. Sikre ved de ægyptiske Bajonetter droge Konsulerne
i europæisk Klædning ind i Damaskus, uden at de nidkjære Muhammedanere vovede at
gjøre nogen Indsigelse, og under Konsulernes Varetægt gik de Kristne frem i Velvære
og turde vise sin Velstand. — .1840 maatte Ægypterne rømme Damaskus og hele
Syrien; men der indtraadte ingen Forandring i de Kristnes Stilling; thi Aaret forud
havde Sultanen udstedt en Lov om, at alle hans Undersaatter skulde være lige for
Loven. De kristne Indbyggere, som ere de driftigste, bleve de mest velhavende, og
den Foragt, hvormed Muhammedanerne hidtil havde seet ned paa dem, gik over til
Avind, som søgte Leitighed til at give sig Luft. Saadan Leilighed bød sig frem
i 1860.
Maroniterne «Iler de syriske Kristne bo paa begge Sider af Libanon nordenfor
Beirut, og de halv-muhammedanske Druser bo paa begge Sider af Libanon søndenfor
Beirut. Druserne eie ogsaa nogle Byer paa og ved Antilibanon, og ere for Tiden
Herrer over Hauran. — Disse Nabofolk, som hvert tæller 350,000 Sjæle, have i Aar
hundreder ligget i Krige, som ere afløste af Vaabenstilstande, naar lige mange ere
dræbte eller myrdede paa begge Sider; thi Blodhævn holdes for hellig Pligt af begge
Folk. — 1860 brød Krigen ud i fuld Flamme. Maroniterne kom tilkort. Druserne
skjændte og brændte og vilde aldeles udrydde sin Arvefiende. De sparede heller ikke
de græske og romerske Katoliker, der bo i flere Byer paa Vestsiden af Antiliba
non, uden at den tyrkiske Øvrighed lagde sig imellem, ja den gav endog Morderne
Haandsrækning. — Tallet paa de Kristne, som bleve myrdede i Byerne Hasbeia og
Rasjeia ved Hasbani, Jordans vestre Arm, gik op til 3000 *.
Da Muhammedanerne i Damaskus saa, at de Kristne ustraffet kunde myrdes,
tænkte de, at Leiligheden var kommen til at blive af med de forhadte Vantroende
inden Byens Mure. Myrderiet begyndte 9 Juli 1860 og varede i fem Dage; hele den
kristne Bydel med over 3000 Huse blev plyndret og brændt, og af Byens 25—30,000
Kristne bleve 6000 myrdede.
Akmed Pasja sad rolig i sin faste Borg inde i Byen og saa paa Branden; den
tyrkiske Musik — saa er fortalt — spillede for at overdøve* de Døendes Skrig.
1 Se Forfatterens Reise i Hellige Land og Syrien S. 245—247.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
