Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - § 24. Byer, Landskaber, Mindesmærker m. m., i alfabetisk Orden - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•
IJ. 66—70. (6). TITUS’S GRUSOMHED. MYRDERI. JOSEFUS’s SLÆGTNINGE. 445
Skanser: den første ved Antonia midt overfor Dammen Strution, den anden 20 (?)
Alen derfrå, den tredie langt borte, imod Nord ved Dammen Amygdalon, og den
fjerde 3O(?) Alen derfrå, ved Ypperstepræsten Johanness Gravmæle.
Jøderne vedbleve at gjøre Udfald, og i et af disse lykkedes det at opbrænde Ro
mernes Krigsmaskiner. Dette Tab var saa føleligt, at mange Romere begyndte at
tvivle om at kunne tåge Staden1.
Efter holdt Krigsraad besluttede Titus at omringe Staden med en Vold, for at
afskjære al Tilførsel og saaledes snarere at udhungre den. Volden gik fra »Assyrernes
Leir«, hvor Titus havde reist sit Mærke, mod Øst over Kedron til Oliebjerget; derfrå
gik den mod Syd over Høien Peristerion (se Profeternes Grave under Oliebjerget
§ 8. 2. 11); derfrå gik den mod Vest over det Onde Raads Bjerg; derfrå gik den mod
Nord vestenom den Aas, hvor Pompeius havde havt sin Leir; derfrå dreiede den mod
Øst til Titus’s Leir, hvorfra den var gaaet ud. Udenom Volden reistes 13 Skanser.
Volden, som havde en Længde af 39 Stadier, blev færdig i den utrolig korte Tid af
tre Dage.
Da saaledes al Tilførsel var afskaaren, tog Hungersnøden saadan Overhaand, at
hele Huse og Slægter uddøde. Unge Karle og Piger vare saa udtærede, at de saa ud
som Spøgelser. De, som styrtede af Sult, bleve ikke begravne, da de Efterlevende ikke
havde Kræfter til at stede dem til Jorden. For at fjerne Stanken af de forraadnede Lig,
lod Oprørerne dem begrave paa offentlig Bekostning; men, da Tallét blev for stort,
bleve de kastede udover Muren. — Da Titus en Dag red om Staden og saa Kløfterne
fulde af bortraadnende Lig, rakte han sine Hænder mod Himlen og krævede Gud til
Vidne paa, at det ikke var hans Værk 2.
Mattias, der var Ypperstepræst ved Krigens Udbrud og afsat af de Nidkjære 67,
havde altid været tro mod Folket og var derfor æret af det. Han var en godtroende
Mand, der havde virket til, at Portene bleve aabnede for Simon, Gioras Søn, for at
denne kunde danne en Modvægt mod Johannes fra Giskala. Denne Tjeneste blev ilde
lønnet. Simon slæbte ham og hans tre Sønner — den fjerde var allerede gaaet over
til Romerne — for Retten som romersksindet. Han blev dømt uden at have faaet
Lov til at forsvare sig. Han bad bare om at blive dræbt før sine Sønner; men denne Bøn
blev afslaaet. Han maatte se paa sine Sønners Død og blev derpaa seiv dræbt i Ro
mernes Paasyn, og Simon forbød, at deres Legemer bleve jordede. — Derefter blev Skri
veren for det høie Raad med flere fornemme Jøder henrettede.
Josefus’s Forældra slåp med at blive kastede i Fængsel, og hans Hustru og øv
rige Slægt synes, mærkeligt nok, ikke at have lidt nogen Overlast, skjønt Hådet mod
Titus’s haandgangne Mand ikke kunde være større. Under et af sine Forsøg paa at
overtale de Beleirede til at ovcrgive sig, blev han rammet i Hovedet af et Stenkast
1 Jos. Krig 5» u. • Jos. Krig 5. u.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
