Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at Bergs organ »Morgenbladet« — på en tid, da selv
den norske liberalisme, »Dagbladet«, Garborg og H.
Jæger enten var valne i forsvar eller endog hidsige
angribere — kunde møde op med en ledende artikel
af Georg Brandes, som værgede Ibsen personlig for
at dele ansvar med sine personers replikker og med
overlegen myndighed stillede digtningen i fuld og rigtig
belysning. Det virkede smukt og stolt, når Brandes,
ligeoverfor den medfart. Gengangere overalt i norden
havde mødt, sluttede med at erklære stykket for den
»nobleste handling i Ibsens literære liv«.
Det var alligevel ingenlunde i G. Brandes’ slægtled,
men i et yngre og anderledes beskaffent kuld,
at Gengangere skulde blive den afgørende bog. Brandes’
anmeldelse anså på ingen måde digtningen som Ibsens
betydeligste værk, og var langt fra at smittes af tonen
i den. Den hævdede blot, at »nihilismen er åndstyranniets
sikreste produkt«, at fatalismen i stykket
kun var den »antikens naturalistiske opfattelse af
menneskelivet«, som vor tidsalder var vendt tilbage
til, og at uretfærdigheden i, at mandens misgerninger
straffes på hustru og søn, er »verdensordenens, som
det ikke er digterens sag at omarrangere eller
omlyve«. Iøvrigt forklaredes stykket som en digterisk
behandling af arvelighedslæren, således som den samtidig
herhjemme fremstilledes af prof. Høffding i
sammenhæng med den engelske udviklingsfilosofi og
netop samme år af Gjellerup i hans prisafhandling
Arvelighed og moral. Men selve Genganger-tonen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
