Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Hvad de udretter, hvis Livsgjerning er endt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108 Hjemmet.
Gamle. De er hverken saa strenge som den modne
Alder, heller ikke saa overbærende som Ungdommen;
de sidder inde med det passende Kvantum Ømhed og
Strenghed, som er fornøden til at tilgive Feil, reise de
Faldne og lede dem ind paa den rette Vei. Er det
ikke ogsaa til dem, vi gaar, naar vi har en frydfuld
Hemmelighed at betro? Har to Hjerter fundet hinan
den, og de ikke tør betro sin Lykke til andre, hvisker
de det ganske sagte ind i Bedstemors Øre. Hvoraf
kan det komme, at hun længe har havt en stille Anelse
derom, skjønt ingen anden har mærket nogeti3
Men er det velgjørende at have de Gamle til For
trolige, er det en uvurderlig Lykke at have dem som
Trøstere i Livets tunge Timer! Hvilken Velgjerning
for et forpint Hjerte eller et trykket Sind at liste sig
hen til en kjær Gammel, som selv har lidt meget!
Han har paa nært Hold seet det samme, som ængster
os; han har gjennemgaaet det, vi gruer for, og han har
seiret ved Taalmodighed og Tillidsfuldhed. En ærvær
dig Olding, som er lutret i Anstrengelsernes og Lidel
sernes Skjærsild, sidder inde med et Fond af velgjø
rende Trøst. Selv er han naaet op til en høiere Sfære,
hvor Ærgjerrighed og selv Tørst efter Lykken er for
duftet. Nu er det Hjertensgodhed og Selvfornegtelse,
som sidder i Høisædet der. Et ungt Menneske med
ædle Anlæg henter Mod og Styrke hos en skjøn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
