Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Hvad de udretter, hvis Livsgjerning er endt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hjemmet.
110
Alderen trykker vore gamle Forældre, naar Livstræthed
griber dem, og de gjerne vil vandre bort, fordi de,
som de selv siger, ikke har Ret til at leve længer, da
vil jeg svare dem: I taler som Børn, I ved ikke selv,
hvad I siger, eller hvor ondt eders Ord gjør os.
Vidste d^e kjære Gamle, hvor vi er taknemmelige
over at have dem hos os, og hvor det gjør os godt
ved Hjemkomsten at finde dem siddende i den vante,
kjære Stol! Jo ældre vi bliver, des større Pris sætter
vi paa at kunne sige: Far! Mor! Lad dem kun ældes
og medtages af Tidens Haand, naar vi blot faar Lov
til at beholde dem. Saalænge vi har dem, har vi Fø
lelsen af at have Tag over Hovedet. Vel er de sna
rere at regne for vore Børn, siden vi støtter og pleier dem,
som de pleiede os, da vi var smaa. Men for vore Hjer
ter staar de alligevel som en Havn, den" kjæreste og
tryggeste af alle. Derfor gaar det op for os, naar de
lukker sine Øine, hvilken Tomhed de trods sin hen
sygnende Tilværelse efterlader. Vi ,var saa vante til at
se dem og have dem iblandt os. De udgjorde en Del
af vore Omgivelser. Den Dag, de er borte, har vi
en Følelse af, at en hel Væg i Hjemmet er ude.
Jeg kjendte engang en meget dygtig og anseet
Mand, som var kommet fra et tarveligt Hjem, men som
beklædte et meget høitstaaende Embede. Hans Mor var
endnu ilive. Hun var langt oppe i Aarene og levede
tilbagetrukket i sit Værelse i Sønnens Hus. Hver eneste
Morgen gik han ind og kyssede hende, inden han gik
til sit Embede: Om Vinteren tændte han selv Ild i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
