Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Naar Fuglene forlader Redet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
198 Hjemmet.
Lægger vi et Andæg i et Hønserede, volder vi den
arme Pleiemoder megen Uro. Den ene Andunge giver
hende mere Bestyr end alle Kyllingerne tilsammen, og
den Dag, den Lille styrter sig frydfuld i Våndet, kjen
der hendes moderlige Angst og Fortvivlelse ingen
Grænser.^
Det er ofte de største og ædleste Aanders Skjæbne
at bringe sine Nærmeste Sorg og sig selv mange Kvaler.
.Miskjendte og udstødte af Familien bliver de behandlet
som Afsindige og Fredsforstyrrere. Endnu i levende Live
bliver de begrædt som Døde, og ofte bukker de under
for Byrden, uden at deres Samtidige forstaar, hvad de
skylder dem. Efterslægten giver dem Opreisning og
lægger Laurbærkranse paa deres Grave. Men selv har
de med Bitterhed i Hjertet maattet udbryde: «Jeg har
hverken Forældre, Søskende eller Venner!» Ligesaa
vist som det er en Lov, som vil, at alle engang skal
forlade Fædrehjemmet og gaa ud i Verden, ligesaa vist gjør
det det pinligste Indtryk, naar denne Lov opfyldes paa dem,
hvem Menneskeheden skylder sine største Opdagelser og
herligste Skatte. Paa dem faar det gamle Ord sin sær
lige Anvendelse: «Gak ud af dit Land, og fra din
Slegt og af din Faders Hus, til det Land, som jeg vil
vise dig.»
Afskeden fra Hjemmet kommer som Regel tidligere
og med større Nødvendighed i de bedrestillede Klasser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
