Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VI.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
da alt det tav, nu var der kun det uoprettelige tilbage.
Den gamle Lidelse trængte Taarerne frem i hendes
Øjne - nu havde hun mistet ham for anden Gang.
Og hun syntes, hendes rene trofaste (Kykeliky-y!)
Kærlighed var bleven tilsmudset, hun kunde ikke mere
mindes den som før - hun var bleven skilt fra ham
ved dette, mere end ved det virkelige Brud - - og
dog var det jo sket, fordi hun elskede ham saa
afsindigt. Med et Spring stod hun paa Gulvet, men hun
vaklede og greb fat om en Stol - den Stol - saa
slap hun igen, skænkede et Glas Vin, men satte det
fra sig uden at drikke - hun kunde ikke drikke
Meneser nu.
(Gud véd i sin Himmel, hvad det er for Vin! tænkte Gunnar.)
Hendes Øjne var stift rettet mod den lille Dør - Store
Gud, hvis han nu kom ind - hvorledes skulde
hun saa møde ham - nej - det var umuligt, hun
kunde ikke se ham igen, hun vilde skamme sig
blodrød for hans Blik. Hun saa’ sig om: Stolen, Lampen,
Manuskriptet, Meneseren - alt det, alt det, der havde
betaget hende saa stærkt før - nu var det intet - kun
livløse, almindelige Ting.
Nej, bort maatte hun, før han kom! Saa tog hun sit
Tøj, og idet hun gik hen mod Døren, kastede hun et
sky Blik til Sofaen, hele Skikkelsen trak sig sammen
som i Kulde, Øjne og Mund lukkede sig fast sammen
- - et Øjeblik - saa lukkede hun Døren lydløst
efter sig.
Da Aage lidt efter kom ind, var Stuen tom.
Sif.
* * *
Gunnar lod Haanden, der holdt Manuskriptet, synke
ned paa Chaiselonguen. Derpaa rejste han sig, gik hen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
