Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VIII.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Warberg var nu naaet igennem Byen ud paa Vesterbros
Passage og drejede om ad Farimagsgade langs Jærnbanen.
Ovre ved Stationen saa’ han Hans Malling og Kone.
De vinkede ad ham; men han hilste bare og skyndte sig afsted:
- Naturligvis var det noget Nonsens, dette her, at
være bange for, at Kapunen Mette skulde „lægge
Haand paa sig selv”, som det hed. Det gjorde fede
Mennesker aldrig. Og Mette ha’de saamænd ogsaa sit
Kød kærere, end at han skulde sælge det for sytten
Kroner og femogtres! Og dog, et Menneske er et
saadant mixium compositum, at man aldrig kan være
aldeles sikker i sin Analyse af det!
Da Warberg drejede ind paa Vejen, hvor Villaen laa,
kiggede han uvilkaarlig op til Fætterens
Kvistkammervindue. Det var lukket, men der var intet Gardin
rullet ned. Og man ruller dog vist altid Gardinet ned, før
man begaar Selvmord!
Han gik hurtig ind gennem Haven og op i Huset.
Han vilde ind i sin Lejlighed for at hente et Par
Dørnøgler, om de maaske kunde passe i Laasen deroppe.
Men idet han aabnede Døren, faldt der fra
Postkasse-Spalten et Visitkort ned paa Gulvet. Han tog det op.
Og medens han læste, hvad der stod paa det, klukkede
han ganske stille af Latter.
Kortet var af blegrød, marmoreret Karton og lød paa:
Benjamin Vesty Warberg
Forstcandidat.
Og nedenunder Navnet stod skrevet med Blyant:
hvad er der kære??
Mette selv var ude at promenere.
Men om Aftenen henad ti ringede han paa Dørklokken.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
