Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XVI. - XVII.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Strindberg, der har smittet mig! Jeg kan bevise af mine
Optegnelser, at jeg har dømt, som jeg dømmer, Aar før
jeg nogen Sinde havde læst en Tøddel af Strindberg - endsige
da drukket Dus med ham!
Og var Du ikke et Fruentimmer, saa vilde Du kunne
se, at Strindberg tager Kvinderne au serieux - medens
jeg griner af dem!
Men alligevel er jeg
Din
Gunnar.
P. S.
Tasmanierne havde en god Skik: Naar deres Kvinder
blev tredive Aar og arrige, saa slagtede, stegte og
spiste de dem.
XVII
Det var en Lørdag Eftermiddag, at Warberg havde
truffet sin gamle Ven og Skolekammerat, Alfred Hein,
oppe paa „Schweizeren”. De havde drukket en „Pjolter”
sammen, og Warberg havde efter megen Tøven lovet
Hein at besøge ham ude i hans Villa paa Frederiksberg.
Efter megen Tøven, ja; thi da Hein havde giftet
sig for en seks-syv Aar siden, - han var en Del
ældre end Gunnar, - havde Warberg trukket sig tilbage
fra ham. Eller rettere: han var bleven lukket ude,
skubbet væk - af Fruen naturligvis. Thi naar ens
Venner gifter sig, kommer Polen under Rusland.
Hustruen, der som ung Pige gaar og sukker efter
Magt og Myndighed, begynder altid sin Regeringstiltrædelse
med at vise Mandens Ungdomsvenner Vintervejen.
Er de gifte, kan de endda tolereres, thi saa finder
hun Forbundsfæller i deres Koner. Men er de Ungkarle,
saa ad undas med dem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
