Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XXV.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nok af i Verden; men det er dov alligevel Bakkentellerne,
som det hedder; og de kan ordnes ved Penge,
eller en Maaltid Mad, eller et godt Raad, eller kærlig
Omgang, der bevares vel begriveligvis heller ikke er
til at foragte. Men naar et Menneske er bedrøvet,
saadan hjertinderlig tung og led og træt af det hele,
li’som han stadigvæk gik rundt med en Sækfuld Korn
baade paa Bryst og Ryg, saa er der ingen, der kan
hjælpe ham ... saa er der ikke det Menneske skabt i
Verden, der kan hjælpe ham, bitte Gunnar!
Den gamle drejede langsomt Hovedet og saa’ ned
paa Gunnar, der laa ubevægelig med lukkede Øjne og
lyttede til hans Ord, som syntes at klinge frem fra
selve det gamle, frønnede Piletræs revnede Stamme:
– Jamen hvad skal han da saa gøre, Jens? spurgte
Gunnar – hvad skal han da saa gøre? For der er jo
dog ingen, der kan holde ud at gaa og være bedrøvet
i al sin Tid ...
– Det Spørgsmaal fik Warberg aldrig besvaret, thi
da han aabnede Øjnene for at se op paa den gamle,
var han borte; og Grøftevolden med Piletræet var
borte. og Marken med Køernes lange Række. Og han
sad paa ny i sin Lænestol i den snævre Celle.
Det var Skumring. De faa spredte Genstande derinde,
Kakkelovnen, Sengen, Bænken, stod med vage,
udflydende Konturer som i Taage. Kun Plankebordet i
Væggen ved Siden af Gunnar saas tydeligere, idet
Dagskæret fra Gittervinduet under Loftet syntes at
samle sig om det sælsomme Væsen, som sad sammenkrøbet
deroppe: en lille, forvokset Pusling med et
gammelklogt Ansigt med smaa, plirende Øjne, og en
bred, bevægelig Mund færdig til Latter. Han sad støttet
mod Væggen, med den spidse Hage hvilende paa sine
Knæ og betragtede Warberg med et missende Blik.
Ingen af dem talte, ingen af dem rørte sig. Saaledes
sad de længe og betragtede ufravendt hinanden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
