Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XXV.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gamle vilde ramme ham, skød Moderen sit Legeme for som et Værn.
Da sank hun paa en Gang kraftløs i Knæ og raabte paa Naade og Naade!
Men Fader og Søn jog deres Knive i hinandens Arme, Bryst, Hals og Hænder.
Og Gunnar saa’ Blodet flyde ud af sine Saar. Han
tabte Kniven, vilde skrige om Hjælp, strakte Armene
bønfaldende frem, og segnede til Jorden.
Og der laa han en Stund bevidstløs med lukkede Øjne.
Men saa fornam han med ét en stille, husvalende
smerteløs Fred glide frem gennem sit Legeme.
Det var vel hans Moder, der knælede ved hans Side
og lagde sine milde Hænder paa de Vunder, hans Fader havde slaaet.
Og han lagde taknemmelig Armene om hendes Hals
og bød hende sine Læber til Kys.
Men da saa’ han to skinnende, staalgraa Øjne
brænde under et ravnsort Haar. En blodrød Mund
sugede sig fast til hans. Et Legeme, blødt og mygt og
lindt lagde sig ind til ham. Og medens han vred og
vaandede sig vellystig sitrende som under et Favntag,
hørte han Sifs Stemme hviske tæt ved sit Øre:
– Min lille, dejlige Dreng, saadan er det, jeg vil ha’ dig!
Og han fôr op, famlende med sine Fingre efter hendes
Hals for at kvæle hende ..... og vaagnede.
Og han hørte som et svindende, vigende Kor, der sang:
Elskov er Menneskets dyreste Gave,
Elskov er Jordens fagreste Blomst!
Hurila, hurila, hej!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
