Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
142 Livsens Ondskab
spruttede og tumlede rundt og kom saa paa Benene
igen og begyndte forfra.
De to Venner stod og betragtede den i dyb
Tænksomhed.
- Han er blit rivende rundtosset! erklærede
Menneske-Mortensen saa - Maren er faret li’e lukt i ham!
... Men-æ-jæ, tilføjede han forhaabningsfuldt - det
retter sig vel!
- Knors ... lille Misseknors .... kaldte Manuel
kælent - Kom saa da, lille Misseknorsebarnet ...
Men Knorsemissebarnet hvæsede og skød Ryg og
viste Kløer, og fòr saa pludselig i et Sæt forbi sin
Herre og op ad den nærmeste Bjælke, saa Melstøvet
stod i en Sky omkring den. Og oppe paa Bjælken
lagde den sig og skulede ned mod Fjenden med sit
ene rædsomme Øje.
Mortensen kiggede i Vejret som en Høne efter en
Glente.
- Ja, der ligger han! sagde han.
- Og hvordan faar man ham ned igen? spurgte
Manuel.
- Fa’en, la’ ham ligge! Han kommer sgu nok,
naar Sindet slaar sig!
- Jamen, du lovede jo at fange ham.
Den gamle slog bredt ud med Haanden.
- Jæ ska’ nok praktensere ham til Veje i Tidens
Fylde! sagde han - Stol paa det!
Og derpaa lod de for en Stund Kat være Kat og
vendte sig til Hanen.
Thomsen pillede den frem af Kuffertens andet Rum
og holdt den ud foran sig i sine hule Hænder.
- Herre du søde Gui, sagde Mortensen medynksfuldt
- tjø, tjø! hvor ka’ man dog skæmme sig med
Aarene!
- Ja, klejn er han, nikkede Manuel og lagde varsomt
Dyret fra sig ned paa Gulvet - Men derfor
maatte han jo osse herud!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
