- Project Runeberg -  Mindeudgave / II Bind /
228

(1920) [MARC] Author: Gustav Wied
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Slutning

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

228 Knagsted

og bestemt”. - Saa fejres Brylluppet i Rosenvænget
„Men da Stæren, som havde Bolig i et af Havens
Træer, satte sig ved Vinduet for at se, hvordan det gik
til derinde, var den saa heldig at høre følgende Vers
af Knuds Sang til Agnete:

Haand paa Plov vi lægge nu sammen i Jesu Navn,
Kraft i Haand vi hente at Hvilen I hans Favn,
frejdig med Barnetro
vi daglig vil bygge Bro
til at korte Vejen mellem Himmel og Jord.
Da skal Bryllupsglæden med Dagene vokse til,
dybere sit Leje den altid lægge vil,
dybere ind i Gud,
fra hvem dens Lys gik ud,
da i Paradiset han skabte den først.”

- Du forstaar rimeligvis ikke et Kvidder, Clausen;
men det gjorde Stæren vel heller ikke! ... Og saa
drager de hjem til Solvang, Pastor Knud og hans
Agnete for at „lægge Haand paa Ploven i Jesu Navn”.
- - Nu skulde man jo nærmest formode, at dette
var som en Slags aandelig Manipulation at regne for;
men lur dem! Efter nogle Maaneders Forløb „undgik
det ikke Knuds Opmærksomhed, at der i den sidste Tid
havde været en Tyngde(?), som han ikke før havde
bemærket, over Agnete; noget mørkt og lukket (?). Han
vidste, at dette for en Del kunde komme af, at hun
ikke følte sig rask; men han forstod tillige, at det
væsentligst var en aandelig Kamp, hun kæmpede”. - Og
saa en Aften bryder det løs: - „han drog hende ned
paa sit Knæ (Han er altsaa énbenet, hvad Frederikke
indtil dette Øjeblik ved en licentia poetica har skjult
for os): „Agnete, hvad er der i Vejen? Nu maa Du
sige det.” Hun lagde Hovedet paa hans Skulder. Hendes
Pande var kold og hvid (Det maa nu heller ikke
være saa nemt at sidde der og stritte paa det Knæ);
hun var i Sjælenød (?). Omsider kom det stønnende:

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 14:37:26 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/wiedgust/2/0496.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free