Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Slægten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
– Saa–aa?
– Ja. Men den huggede Kammerherren engang, da
han trængte til Penge ... min Fars Far.
– Det hvide Hus der med det lille Flag foran?
spurgte Baronessen og pegede.
– Der bor vores Skovfoged.
– Er dine Folk paa Arbejde, siden man ikke ser
noget til dem?
– Nej, de er vist oppe for at modtage os paa
Gaarden ... Er Folkene oppe paa Gaarden, Jens?
– Ja, Hr. Baron!
Kusken svarede uden at røre sig. Han løftede bare
Piskeskaftet op til Hatteskyggen.
Saa kørte man igen af Sted en Stund i Tavshed.
Slotstaarnets Spir begyndte at titte frem over Skoven
forude. Og af og til, naar Vinden bevægede Træerne,
saas et Blink af en solbeskinnet hvid Mur.
– Jeg laa Satans skidt i Nat, Vilde, sagde Baronen
pludselig og skudrede sig.
– Ja, man sover aldrig godt om Bord.
– Nej, Køjerne er altfor smalle! ... Det skal blive
rart at komme i sin egen gode Seng, hva’ Vildemor?
Han greb hendes lille, behandskede Haand med begge
sine brede Bjørnelapper og saa’ paa hende omtrent som
en Hund, der ikke véd, om den gør sig skyldig i en
Forseelse eller ej.
Fruen lod ham beholde Haanden, men saa’ til Siden
uden at svare.
Det var næsten, som om Baronen blev dumdristigere
ved denne diminutive Gunstbevisning. Hans store,
godmodige Ansigt rødmede af Glæde, og han gav sig til
med et Par frygtsomme Fingre at kærtegne hendes
Haandled oppe under Ærmet, der hvor Handsken
endte. Og hans Stemme dirrede af Bevægelse, da han
sagde:
– Jeg laa og længtes saa voldsomt efter Dig i Nat
paa Dampskibet, Vilde! For siden Juleaften, da Du sa’e
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
