Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Slægten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Slægten 45
De er jo meget bedre vant, men . . . men jeg er saa
voldsom indtaget i Dem; De har været saa god og
venlig imod mig . . . og derfor . . . Gaarden er jo no-
get forfalden, for mine Forfædre har været svært ødsle;
men jeg er da en dygtig Landmand, det si’er de alle-
sammen derovre, og fornuftig og sparsommelig . . . Vil
De? Maa jeg anholde om Deres Haand? . . . Jeg skal
være saa god imod Dem hele mit Liv og mod Deres
lille Datter .. . De er saa smuk . . . Deres Ojne .
Og Deres Haar . . . Jeg har holdt af Dem lige fra før-
ste Gang jeg saa’ Dem, og jeg ligger og tænker paa
Dem hver Nat ... Vil De være min Hustru? Jeg er
ikke rig; men . . . men jeg er jo da Baron .
Det var den længste Tale, den arme Helmuth havde
holdt i sit Liv. Taarerne løb ham ned ad Kinderne,
hans Læber skælvede, hele hans tunge Legeme rystede
som i Feber, og han knugede Damens Hænder i sine
og saa’ paa hende med møre, anraabende øjne som en
Hund, der venter Prygl.
Fru Raskowitz havde bøjet Hovedet og vendt An-
sigtet bort. Nu hun skulde træffe en endelig Afgørelse,
tøvede hun, skønt hun stod foran det Maal, hun i lange
Tider havde arbejdet mod. Hun m a a t t e ud af disse
pinlige Forhold herhjemme hos sin Moder, hvor hun
levede med hele sit første Ægteskabs Skandale over
sig, og hvor hun og Datteren kun spiste Naadsensbrød
og maatte takke til for hver Bid, man gav dem. Man-
den, som sad her ved Siden af hende og græd af
Kærlighed, var i hendes ejne nærmest en latterlig Fi-
gur. Men han bød hende Frihed for alt det daglige
Pinen og alle Ydmygelser. Han syntes at være Skikke-
ligheden selv, et stort, dumt Barn. Tyranni og Mand-
folkevilkaarlighed behøvede hun fra hans Side næppe
at frygte for; han gav hende sikkert nok alt det Albue-
rum, hun forlangte. Og, som han selv i sin guddom-
melige Enfold sagde: Saa var han jo da Baron!
Hun vendte smilende sit Ansigt om mod ham:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
