Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Slægten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Slægten 137
Idet Ekvipagen svingede omkring Hjørnet at Raad-
huset, kom netop Baronen ud af Døren og steg ned ad
Trappen.
- Goddag Helmuth! raabte den gamle Frue og holdt
Hesten an. - Hvor Adel er, kommer Adel til!
- Goddag Mor! nikkede Baronen og traadte hen til
Vognen. - Saa Du skal ogsaa til Dyrskue?
- Det skal jeg, min Dreng! Jeg skal se, om Stasia
kan faa Præmie!
- Ja, Vilde er ogsaa taget herud med Karen og
Frøken Jansen.
- Det ser jeg! nikkede Enkebaronessen, hvis skarpe
øjne havde opdaget Selskabet, der gik ovre paa det
andet Fortov. - Og hun har nok en Følgesvend med,
ligesom naar . . . (Hun vilde have sagt: ligesom naar
man spiller Hanrej! men stoppede op i Tide).
Baronen fulgte Retningen af hendes Blik.
- Og der er jo Fætter Scheele! sagde han.
- Ja, der er han! nikkede deri gamle.
- Du kommer vel ud og ser paa Dyrene? spurgte
Helmuth pludselig og lettede paa Ridehuen til Afsked.
- Hejmdai faar rimeligvis første Præmie!
- Helmuth, Helmuth! raabte Fruen efter ham.
- Hva’ er der?
- Maa han saa ikke be
- Nej, Gu’ maa han ej! sagde Sønnen leende og
slog med Ridepisken hen efter Rigmor. - Det gamle
Stillads kan sgu ikke faa Føl alligevel!
Ude paa Dyrskuepladsen, en stor Grønning i Ud-
kanten af Byen, var der en Larmen og Raaben, en
Brægen, Vrinsken, Brølen og Grynten, der fik selv
Slagtere og Kreaturhandlere til engang imellem at ud-
bryde:
- Det var dog Satan til Spe’takkel!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
