Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Slægten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Slægten 157
- H a r han? spurgte Maren tilfreds. Saa faar da
Konen Fred saa længe.
- Jeg vilde gerne have set liam stikke Hans Peter
ude paa Dyrskuet! skrev Stasia.
- Jeg saa’ det.
- Var det fælt?
– Naa, ma’ ku’ ikke se Blodet.
Ja, saa var der jo ikke noget ved det! niente
Stasia. Vand og Brød, hvad vil det sige?
Han faar ikke uden en Humpel Rugbrød og en
Skaal Vand.
Jamen ikke alle 30 Dage paa én Gang, oplyste
Maren.
- Nej, forstaar sig, han faar rigtig Føde imellem.
- Saa er det jo ingen Straf! skrev Stasia skuffet.
- Jo-o, forklarede Maren ma’ bli’er, saa ma
knap ka’ hænge sammen a’ et alligevel.
Maren ha’de flere Bekendtere, der ha’de faaet Vand
og Brød, og de var ble’en ~som Kludeu.
Nu sad de og snakkede en Stund om de forskellige
Slags Straffe. Søren havde talt med en, der havde
været i Tugthuset. I)et var et rent Herreliv, sagde
han.
- Ja, det er da vist allerifals bedre end som aa
komme paa Fattigggaarden! mente Maren. Dette Asyl
stod for hende som det forfærdeligste paa Jorden. -
Før hænger jeg mig, sagde hun, før den Tort skal
komme over iiiig!
Og de faldt i Snak om de forskellige Maader at tage
Livet af sig paa.
Søren havde set eli, der havde druknet sig; og Sta-
sia fik ham til at beskrive paa det nøjagtigste, hvor-
dan Vedkomniende havde set ud. Hun gyste ved at
høre det, men ufortrøden var hun i sine Spørgsmaal.
Saa ufortrøden, at Moderen til sidst sagde:
- Nej, la’ nu være aa fortæl niere, Søren! Jeg tør
ikke være her alene!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
