Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Slægten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Slægten 205
- Jamen det er først langt oppe . . . Lad os bare
gaa!
Hovedet henne bag Monumentet var igen forsvundet,
og den gnavende Lyd var ophørt.
Pigebørnene vovede sig et Par Skridt fremad. De
trykkede sig tæt op ad hinanden og holdt hinanden i
H~ianden. Thi trods Karens Rapmundethed var hun dog
næsten lige saa ræd i Nu som sin kære Lærerinde.
- Hører Du ikke noget, Frøken Jansen?
- Nej...
- Skal vita’ og løbe?
- Ja ...
Men de løb ikke, Putterne. De listede sig tværtimod
at Sted helt oppe paa Taaspidserne stille og forsigtigt,
som om de var bange for, at Lyden af deres Skridt
skulde forstyrre den salig Hannibal og jage ham op
paa Jordens Overflade.
- Bare vi var forbi .
- Aa Gu’bevares ja .
Kaninen udstødte et Suk, der vilde have været i Stand
til at sætte syv Vindmøller i Gang.
- Tæl, saa løber vi!
- En... begyndte Frøkenen.
- #Aften! sagde i det samme en skrattende Stemme,
og en kroget Skikkelse gled frem bag Stenen og kom
hen imod Pigebørnene, der øjeblikkelig afleverede et
Par grandiose Vræl.
- Ni, hi! Frøjknerne blev nok bange?
Er det. . . Dig . . . Maren? gispede Baby.
- Ja, mænd er det mig, bitte Frøjken, ja det er!
smiskede den uhyggelige Maren Forlis og gled nær-
mere. - Di smaa Damer har nok vaaren ude aa spad-
sere. Ja, ja! ungt Blod aa Sonimernætter, hi, hi! En
sat her ved Stenen og hvilte sig en Kende, da en
hørte de smaa Ben i Gruset. En har jo ikke rigtig Lov
og Ret til aa være her i Haven, har en ikke, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
