Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Romanen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
458 Fædrene æde Druer -
Fru Mona, medens hun ilfærdig iførte sig de nødven-
digste Klædningsstykker.
Men Onkel Nils gav intet Svar .
Lidt efter steg Palles Hoved op over Vindueskar-
men:
- Mona...? hviskede han - Mona...?
- Ja ...
- Nu s o v e r de, den Undegaleme!
- Hvem?
- Nils og Hesten!
Nej da!
- Jo, se .
Og han pegede paa Statuen, der træt og udaset var
sunken sammen. Hestens Hoved var dalet ned mod
dens Forben, og Tømmen hængte den løst om Halsen.
Ogsaa Kommandanten havde bøjet Hovedet; hans
Arme hang slappe, og Staven var gledet ham ud af
Haanden...
Aa Herregud, den gamle Don Quixote! sagde
Fru Mona medfølende - T a g ham dog, Palle, inden
han dumper ned!
Og Palle løftede leende Onkelen af Sadelen og bar
ham ind.
Nils mumlede en hel Mængde om Vorherre og Eges-
borg, medens Hofjægermesteren slæbte af med ham -
om Vorherre og Egesborg og Onkel Joachims Elfen-
bensstav .
Det, der mest pinte Fru Mona i hendes »Trældoms-
stand«, som hun i bitre Stunder kaldte sit Ægteskab,
var, at der intet » skete «. Hun begærede Begivenheder,
og her randt Dagene den ene til Ende som den anden.
Og for hver Dag følte hun sig et Aar ældre, paastod
hun...
Hun fandt derfor paa de særeste og urimeligste Ting
for at tilfredsstille sin Trang til Oplevelser. Men det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
