Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Første Optrin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hvortil
AMTMANDEN (svarer med et Skuldertræk). Ja-a ...
HOFJÆGERMESTEREN. Man maa staa saa meget!
AMTMANDEN. Man maa jo gøre sin Pligt, kære v.
Bardenheim.
HOFJÆGERMESTEREN (gaber utøjlet). Naturlig, ja!
Og saa tales der Højvelbaarenhederne imellem ikke mere denne Sinde.
– – –
Pastoren er imidlertid vadet over Kørevejen og er forsvunden i
Præstegaarden lige overfor.
Det øvrige Ligfølge. Bønder, Husmænd og Tjenestekarle, spreder sig til
alle Sider og traver to og to, eller en Klump i Følge ind over opblødte
Marker, ad lerede Stier og dyndede Veje til deres Hytter og Gaarde. Nogle
tænker paa, at nu kommet de aldrig mere til at spille Seksogtres med Lars
Andersen, eller slaa en Handel af med ham om en Ko eller en Hest. Andre
tænker paa, at de godt kunde ha’ taget lidt bedre for sig af Retterne ved
Begravelsesfrokosten paa Gaarden i Formiddags. Nogle spekulerer over, om
Marenstine vil sidde Enke alle sine Dage, eller hun vil gifte sig med
Niels Forkarl, som Snakken jo gaar om. Andre igen kaster et sløvt Blik
ud over de nøgne Marker og bladløse Pile, som Storm og Regn susende
farer hen over; og de sukker stille ved Tanken om, at Søren Rosin har
spaaet, at det vil blive en streng Vinter. Men de fleste hverken tænker,
spekulerer eller sukker; de bare sjokker af Sted efter Næsen som Kreaturer, der
skal hjem i Baasen. – –
Uden for Kirkegaarden staar den afdødes nærmeste mandlige Familie:
Rasmus Andersen og Hans Henrik Andersen, Sognefogdens yngre
Brødre; begge Gaardmænd, begge velhavende, begge fede. De er i
langskaftede Fedtlæderstøvler, mørkeblaat Vadmelstøj og et særegent Slags Filthatte,
der ligner omvendte Kasseroller med Skygge. Omkring Halsen har de tykke,
strikkede Tørklæder, graa med brogede Borter og Frynser, der stikker frem
neden for Frakkerne.
Disse to Herrer er høje, velvokane og rolige. Men ved Siden af dem
staar en lille, spinkel Mand med et blegt Ansigt og smaa, nervøse, elektriske
Bevægelser af Arme og Ben. Det er Søren Jeppesen, kaldet Søren
Rosin. Han er Broder til afdødes Kone, Ungkarl og af Metier Hjulmand.
Han er købstadklædt: sort Frakke, mørke Benklæder, rund Filthat, Krave,
Manchetter og Paraply.
Til disse tre sørgende har sluttet sig Degnen, Sloman-Henriksen,
en yngre Seminarist og Højskolemand, der har modtaget Indbydelse til at
indtage en Bid Brød i Sørgehuset sammen med Familien.
Noget Fra denne Gruppe staar Forkarlen Niels med Hænderne dybt i
Bukselommerne og skuler hen til sin Madmoders Slægtninge med Trods i
Blik og Holdning.
Der har længe gaaet det Rygte i Sognet, at Niels og Marenstine har
levet nærmere hinanden, end Dyd og Moral hjemler. Niels er treogtredive
Aar, og Marenstine syvogfyrre. Men Kærlighed har jo som bekendt ingen
Alder. Og saa var den afdøde Sognefoged til og med seksoghalvfjerds.
Dog er der et Barn af dette Ægteskab, en Søn paa fire Aar. Han kom
til Verden et Aars Tid efter, at Niels havde tiltraadt Pladsen som Forkarl
paa Gaarden. Den gamle Avlskarl duede nemlig ikke. – –
Nu sætter Degnen og de tre Slægtninge sig i Bevægelse ned ad Vejen
langs Kirkediget. Forkarlen følger efter i nogen Afstand.
En Byge kommer plaskende hen over Markerne; og inde fra
Kirkegaarden høres den dumpe Lyd af Jordklumperne, der skovles ned over Lars
Andersens Kiste.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
