- Project Runeberg -  Mindeudgave / V Bind /
352

(1920) [MARC] Author: Gustav Wied
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV.

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Og hvordan har Du ikke behandlet os Børn! Ha’de
Du kunnet sælge vos, ha’de Du gjort det! Men nu
maatte Du nøjes med at spekulere i vores Død. Det
er underlig, at Du ikke har givet os Gift, da Du
ha’de faaet os assureret! ... Men det bander jeg i
Evighed paa, Far, at selv om jeg bli’er rask igen,
for jeg er syg nu ... saa betaler jeg ikke dine
Kvitteringer ... aldrig, hører Du, aldrig ... og
gaa saa, gaa saa!

SØREN JENSEN. A jager Dig ud af Gaarden, om Du
kommer! A vil ikk’ se Dig for mine Øjne ... Du
ka’ sejl’ din egen Sø, din skidt’ Pejs, a’ Du véd det
herefter! A taaler det ikk’! (Forbitret bort.)

EDMUND (staar lidt med lukkede Øjne; og vakler derpaa i en ret
Vinkel ud og stænger efter ham).

*



Fru Olivia Bech, Hørkræmmerenke paa en halv Million, bebor det
pragtfulde Landsted „Sommerfryd“ paa Søvejen.

Hun skal have haft en bevæget Ungdom. Nu er hun godt op i
Trediverne, fed, god og barnløs; Bech er gaaet omkring det store Hjørne for 5–6
Aar siden, mæt i alle Retninger; og Fru Olivia sidder tilbage med hele
Herligheden.

Foruden Landstedet paa Søvejen ejer hun ogsaa en Del Ejendomme i
Hovedstaden, blandt andre Huset Matr. No. 322 i Anemonegade, hvor
Forfatterfamilien Albert Halling residerer.

Mellem Enkehørkræmmersken og denne Familie er der opstaaet et
kraftigt venskab.

Det vil sige, fra Olivias Side er det mere.

Hun er nemlig ganske til Rotterne forelsket i Albert Halling. Hans lange
lyse Asparges-Skønhed har faaet hendes Kid (Se: Salomons Højsang) til at
svulme af poetisk og anden Længsel. Hun er fuldstændig kloroformeret af
Jeg–véd–ej–hvad, naar han er i Nærheden. Hængte han i et Udsalg, købte
hun ham og kogte ham hermetisk hen til Privatbrug. – Hun har allerede
flere Gange tilbudt ham Dispositionsret over sin Haand, sin Formue og
Kiddene, hvis han vil gøre hende til en Fru Halling ...

Hidtil har Digteren dog haft Resignation nok til at modstaa baade det
ene og det andet; men nu kan han ikke længere holde sig og har halvvejs
taget imod et Tilbud fra hende om en lille Studierejse pr. Damper til
Messina og hjem over Land, hvor de saa skulde mødes paa et schweizisk
Højfjældssanatorium midt imellem Jomfruen og Munken.

– – –

Albert Halling og Naturens muntre Søn Hammelev sidder en Formiddag
i Digterrummet paa Kvisten i Anemonegade og taler om allehaande ...

Værelset er enkelt udstyret med Skrivebord, Stol, Chaiselongue og Seng.
– Paa væggene hænger Forbillederne Goethe, Schiller og Shakespeare. Og i

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 14:38:41 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/wiedgust/5/0352.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free