Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VII.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
HØSTGILDET
Dansen gaar i Vognporten. Der er lagt Bræddeguiv; og Væggene er
beklædt med Flag og Grønt ...
Tre Musikanter sidder paa et højbenet Bord i Salens bageste Hjørne og
arbejder med Violin, Fløjte og Valdhorn ...
Der spilles en Wienervals, og Gulvet er ét surrende Virvar at Mænd,
Koner, Piger og Karle. – Selv gamle
NIELS RØGTER (valser med. – Hans Bevægelser er stive og kantede;
han ligner et Savelad i Bukser, saadan skræver han af): Nu gaar
hun godt igen! (raaber han og maser med den tykke Trine
Langlænders nede fra Mosen. – Hun griner, saa hun er færdig at sprække,
og hendes sorte Haartjavser kryber frem under Bindehuen, stive som
Pinde at Fedt og Kønrøg. Lokalet damper at Støv, Sved og
Menneske-Os.
Men jo tykkere „Atmumspære“, des større Morskab, siger Niels Røgter.
Og udenfor hænger Maanen!
– – –
Nu kommer Herskabet, som har været ovre at spise til Aften.
FADER MACKEPRANG (bred og munter, byder øjeblikkelig
Forkarlens Kone op og snurrer af med hende. – Hun gaar bag over i
Hagesløjfen af lutter Beærethed).
FORVALTEREN (der er i Klædesfrakke og højrødt Bindeslips, bukker
sidelæns for Moder Mackeprang, som smilende undslaar sig; hvorpaa han
gaar løs paa Lærerinden, der er villig i blomstret Musselin).
ET PAR KARLE (slaar Armene om de „unge Frøjkener“ Dagmar og
Cæcilie.) - Og
ERIK og FRANTZ (hopper af Sted med Stuepigen og Husjomfruen.)
– Medens
KUSKEN CHRISTEN CHRISTENSEN (som Aage, paa Grund
at hans forbavsende Længde, har givet Navnet: det høje C., bemægtiger
sig den mindste at Tæerne og svinger hende saa ubehersket i
Omdrejningerne, at hendes Dukkefødder spræller i Luften, og Søsteren sædelig
oprørt vrider sine Hænder og skriger): Amalie, Amalie, man kan
se, man kan se!
Men det nytter ikke, hvad man end kan se og hvor meget end den
store Taa skriger, Christen Christensen, én Gang sat i Bevægelse, standser
ikke sin Bersærkergang, før Musikken holder inde; og da er Amalie saa
skakmat og gennemarbejdet, at det er hende fuldstændig ligegyldigt, om man
endogsaa havde set selve Blonderne omkring hendes smaa, spidse Jomfruknæ.
– – –
Tavse og dystre sidder lille Macke og hans Moder Side om Side med
hinanden i Haanden.
Musikken larmer, og Dansere og Danserinder tramper ...
MODEREN (tænker paa den før-mackeprangske Periode, da hun hed
Line Sommerfeldt og var ung og glad og sprælsk og straalende og syntes,
at Livet var at se frem til som et Landskab, fuldt at hemmelighedsfuldt
susende Skove, spejlblanke Søer og tindrende Sol. – Men saa sagde
Præsten Sønnichsen en Dag, at nu hed hun Line Mackeprang og skulde
være sin Mand underdanig i alle Ting og vorde frugtbar og
mangfoldig ...) Skal Du ikke danse, lille Aage!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
