Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Selvanklagen - Slutning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hans Sønner; Floke den Taagede med Endrid, Lurik
Morgenstjerne og Sure Ramm.
Ulf og hans stode Sønden for Lovbjærget, Floke og hans Norden for.
Men da træder pludselig
ENDRID frem, hans Bug gaar meget op og ned, hans Ansigt er hvidt,
han er stærkt anpusten, men vældig at skue. Høvdinger og
Hærmænd (siger han): mange og fule er de Rygter, som er
gaaet om mig, men de er alle sande; jeg kan ikke
længere svare enhver sit for Talg og tørrede Fisk;
Remisserne fra Northumberland er udeblevne, Edmund
Ræv er flygtet over Kanalen med Kassen; vi har
længe snydt og bedraget Jer, og da mit Korpus
hindrer mig i at følge Ræven, overgiver jeg mig
herved til Dommerne og min Skæbne.
Saasledes talede Endrid, og der opstod en uhyre Larm; men førend
der endnu kunde ske noget nævneværdigt, svang
FLOKE i Hast Gedeskindøt: Vorde Taage og vorde
Skræmsel og Undere store for alle dem, som vil mig og
mine til Livs!
Og straks blev der paa Tinget stor Trængsel og Forvirring: Ven gik mod
Ven, Høvding mod Høvding, Frænde slog løs paa Frænde, en tyk Taage
rullede hen over alles Hoveder, og mange blev paa Valen, ogsaa af
Bønderne.
Men Floke selv og hans nærmeste kom uskadte bort vesterpaa til
Lumskesyssel.
Dette skete Aar 1008 paa den ottende Dag i den niende Maaned.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
