Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Menneskenes Børn (1894) - En Kanetur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sjældent kom noget i Kakkelovnen, var Tappene kun et
Par Tommer lange, medens de paa de mere velhavende
Huse var en to–tre Alen.
– Hvad er det for en Bygning, som ligger dér?
spurgte jeg.
– Det er en Forsamlingsbygning.
– Hvem forsamler sig dér?
– Folket! brummede Maleren, – Folket i Sorg og
Folket i Glæde, Folket, naar det skal grine, og Folket,
naar det skal græde!
– Det var Ret! sagde jeg – nu kommer der nok
Liv i Dem, gamle Jordaens! – – Og jeg gav mig
til at karresere Maleren bag Øret med Skaftet af
Kanepisken.
– La’ være! vrissede han – pas Deres Nærings
.......
Mere fik Manden ikke sagt; thi i samme Øjeblik
laa vi begge med Ansigtet begravet dybt nede i en
Snedrive.
Jeg havde boret begge mine Arme lodret ned i Sneen
og havde beholdt Tømmerne i Hænderne; men havde
desværre ogsaa paa den vidunderligste Maade faaet
snoet dem om Benene. Luna stejlede og halede i
Linerne og fik mig halet halvt om paa Siden, saa at jeg
fik Ansigtet fri.
– Stille Luna! vil Du staa, dit Bæst! skældte jeg,
skønt Dyret jo var i sin gode Ret til at være urolig og
rimeligvis ganske uskyldig i det forefaldne.
Jeg kiggede til Siden og saa’ Maleren ligge som en
uhyre Byldt et Par Alen fra mig. Det var, som var han
gaaet til Ro i en grønlandsk Sovepose.
– Jordaens, sagde jeg, – hvordan har De det?
Posen vred og væltede sig og gjorde forgæves
Anstrengelser for at komme om paa Ryggen. Endelig
lykkedes det den at faa lettet sig lidt, og jeg saa’
Malerens skæggede Ansigt, der missede Sneen ud af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
