Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Menneskenes Børn (1894) - En Kanetur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vi først ind mellem de Bjærge dér, kommer vi
aldrig ud igen.
Maleren kastede et Blik op ad Vejen, hvor
Driverne laa paa begge Sider saa højt, at de naaede
lige op til Pilehovederne. Saa vendte han sig om og
saa’ mig stift ind i Ansigtet. Og saa sagde han:
– De vil jo lige saa nødig til Sæby som jeg!
– Ja, det véd jeg nok!
– Hvorfor kan De saa ikke ligesaa godt ta’ en Bestemmelse?
– Fordi jeg vil ha’, at De skal gi’ Dem.
– Gi’ mig?
– Ja!
– Jeg gi’er mig sgunde!
– Godt! Saa kører vi til Sæby!
Og jeg drejede Luna midt ud paa Vejen.
– Nej, halløj! raabte Maleren og greb fat i
Linerne.
– Gi’er De Dem saa? spurgte jeg.
– Næi!
– Vel! – – og jeg slog et Knald, saa Luna
begyndte at danse paa Bagbenene.
Bønderne stod og saa’ paa os. De forstod aabenbart
ikke et Muk af det hele; rimeligvis troede de, vi var
beskænkede.
Maleren vedblev at holde fast om Linerne, og Luna
rykkede, saa Køretøjet gik baglæns. Pludselig
mærkede jeg, at vi begyndte at hælde, og sprang af.
I samme Øjeblik væltede Kanen, og Maleren trillede
ud paa Vejen, krampagtig omklamrende sin
Bjørnehud.
– Nu gi’er jeg mig! sagde han og blev liggende
paa Ryggen med alle fire Ben strakt ud fra sig.
En af Mændene kom løbende til og hjalp ham op.
– Herren sku’ ha’ ladt Kusken sæl om Tømmen!
sagde han.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
