Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Menneskenes Børn (1894) - Menneskenes Børn II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
– Det er hun! bekræftede Gartneren, – saa mild
og naadig hun ellers tér sig.
– Men De har li’godt Krammet paa hende! Se nu
her med Pavilongen!
– Fa’en med den! mumlede Lars, – det er den,
der har voldet hele min Ruin!
– Aa, I ha’de sgu nok hittet et andet Sted at gaa
hen! – mente Anders. – Men hvorfor vilde hun nu
absolut ha’ den væk?
– Det er da forklarligt nok, synes jeg!
– Ja–a, det er det vel.
– Og saa er der osse det, vedblev Pestinak-Lars,
– at naarsomhelst hun kommer ned her i Haven,
saa sørger jeg altid for, at ha’ lidt og pusle med her
omkring.
– Hi, hi! og det skær hende i øjnene.
– Forstaar sig!
– Begriveligvis ja, hæ!
– Og saa lokker jeg immer den lille Annette
herned for at se paa Roserne.
– Hæ, naa, ja, hun er jo osse Jer egen Datter!
– Ja–a, sukkede Pestinak-Lars og tog paa at blive
sentimental igen, – og mange Gange naar hun staar
her og snakker mildt og venligt til mig, Anders
Skovfoged, er jeg ved at si’e hende, hvordan det hele
forholder sig.
– Jamen, det ska’ I sgu’nne gøre, Christensen,
sagde den gamle angest.
– Jamen, I forstaar mig da?
– Ja-a, jeg forstaar Jer godt nok ... men I ska’
sgu’nne gøre det alligevel!
– Næi vist saa, jeg gør det jo heller ikke, og
jeg er jo heller ikke værdig dertil! men i Fjor, da
tog jeg hendes Haand og kyssede den, jeg kunde ikke
la’ det være for aldrig det! og saa saa’ jeg paa hende
og sa’e: min lille Annette!
– Naada!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
