Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hva’ Satan skal vi med Stæren?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ligne et lille Indhav. Men de udførte Arbejdet uden
det sædvanlige Humør. Det var nemlig paa den fjerde
Dag, siden de havde forladt Messina, og denne evige
livskraftige Sol, der stegte ned fra denne evige blaa
Himmel paa dette evige blaa Hav gjorde dem dumme
og sløve. Og saa gik de desuden alle som én og
tænkte paa de seksten lange Nætter og Dages Sejlads,
som forestod, forinden de igen fik Land under Fødder
og Kvindekød mellem Hænder; og navnlig det sidste
Savn er lige haardt nok for en varmhjertet Gut, der
farer med en Fragtdamper paa Middelhavet, hvor man er
vant til at komme i Havn mindst hveranden Dag.
Seksten lange Etmaal, forinden de naaede hjem til
Danmark! Og maaske atten, tyve, femogtyve – for
naturligvis fik de Modvind i Biscayerbugten og Storm og
Taage i Kanalen og paa Nordsøen!
Ikke en eneste lille Douche havde Straalemesteren,
Jakob, som dirigerede Slangen, rettet mod den tykke
Letmatros Peter, der gik svedende og krumbøjet og
daskede mat med den vaade Svaber paa Dækslugerne for
ogsaa at forfriske Sejldugen, der var spændt over dem.
Ikke saa meget som et eneste lille Sprøjt havde han
muntret ham med; og netop i Dag kunde Peter vist
trænge til en Afsvaling, thi i hans svulmende Ben og
Bag syntes Solen i fortrinlig Grad at have forelsket sig;
hans Benklæder var ved at sprænges, saaledes havde
Solen udvidet disse Legemsdele.
Første Styrmand kom gaaende forbi, standsede et
Øjeblik og saa op og ned af Fyren:
– Hør, Du, Peter, sagde han saa, – Du kommer
sgu vist til at laane Kaptajnens Støvleknægt i Aften
for at faa hevet de Bukser af Dig!
Peter lo ikke af denne Morsomhed; og ingen af
Kammeraterne lo. Ja, de trak ikke engang paa
Smilebaandet, hvad de dog ellers altid høfligst plejede, naar
Styrmanden oplod sin høje Mund. De bøjede bare
Hovederne dybere under Solens Straaler og spulede løs.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
