Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Teori og praksis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
113
ryker man uklar, snart med én magt, snart med en
anden, uten nødvendighed og uten nogen paaviselig
hensigt . . . Paa denne maate er vi tilslut kommet dit, at
der laves europæisk politik i Petersburg, London, Paris
og Wien; bare ikke i Berlin ... Vi har mistet den sidste
rest av vort initiativ."
Etpar eksempler til belysning av disse ord, som er
skrevet i 1897, er ikke uten interesse.
Den tysk-russisk-franske optræden overfor Japan i
1895 havde banet vei for et bedre forhold mellem
Tyskland og Frankrige, og en tid saa det endog ut til, at de
to magter vilde gaa sammen mot de britiske interesser
i Nordafrika. Samtidig kastet Tyskland sine øine paa
de portugisiske kolonier i Sydafrika i den hensigt at
vanskeliggjøre et eventuelt britisk angreb paa boerrepublikerne,
og kunde ogsaa her en tid regne paa Frankriges assistance.
Keiseren var i disse aar elskværdigheden selv overfor
Frankrige, privat og officielt; men da ministeriet Méline
sommeren 1898 faldt paa spørsmaalet om revisionen av
Dreyfussaken, og en radikal regjering traadte til med
Delcassé som utenrigsminister, skyndte han sig at lægge
roret rundt. Nu var det ørkesløst at tænke paa en
utsoning med Frankrige og næsten likesaa umulig at haabe
paa at komme til en forstaaelse med England, blandt andet
om det stadig svævende spørsmaal om Samoaøerne, som
havde staat paa dagsordenen siden 1889. Samme høst
maatte Frankrige gjøre sit bekjendte tilbaketog overfor
England i den saakaldte Faschoda-affære, omtrent samtidig
med at Lord Kitchener fuldførte erobringen av Sudan i
slaget ved Omdurman. Det var et likefrem overvældende
nederlag for den tyske utvidelsespolitik i Nordafrika. Men
ved en tale foran Waterloo-søilen i Hannover maatte der
allikevel endnu engang mindes om det britiske og tyske
vaabenbroderskab, og som en hyldest til den britiske hær
i anledning av seiren utbragte keiseren et hurra for sin
ottiaarsgamle bedstemor, dronning Victoria, chefen for
1. gardeinfanteriregiment.
8 — Hammer: Wilhelm II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
