Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Teori og praksis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
115
reagerte han, og slog om fuld av bitterhed og onde ord
over menneskenes utaknemmelighed.
I 1889 betegnet han enhver socialist som en rigs- og
fædrelandsfiende; i 1890 var han stemt for en forsonlig
politik overfor arbeiderne og forsikret, at han ikke vilde
gaa træt i sit arbeide for at befordre deres materielle
velfærd, „enten han fik tak eller utak til løn". I 1894
stod han i principet paa samme standpunkt; men
arbeiderpartiet havde i de forløpne aar vist en saa avgjort ulyst til
at gaa i monarkiets patriarkalske ledebaand og til gjengjæld
lagt for dagen en saa umiddelbar styrke og en saa
seierssikker tro paa sin egen fremtid, at keiseren ikke saa
anden utvei end at foreslaa „en utvidelse av de gjældende
straffebestemmelser til beskyttelse av statsordningen".
Samme aar maner han i Kønigsberg „til kamp for religion,
sedelighed og orden mot omstyrtningspartierne", og paa
Sedandagen brændemerker han dem — som vi har hørt —
endnu en gang. Men „Omstyrtningsloven" smuldrer væk,
eller rettere sagt, den lever op igjen i „Tugthusloven".
I en tale i Bielefeld i Westfalen i 1896 antyder han svære
straffe for enhver, som vil hindre andre i at utføre sit
arbeide, og i Oeynhausen — likeledes i Westfalen —
meddeler han aaret efter, at lovarbeidet „nu nærmer sig
sin avslutning, og at det vil bli forelagt for rigsdagen i
indeværende aar". Efter dette forslag skal enhver tysker
— uten persons anseelse — som forsøker at hindre en
arbeidsvillig i hans arbeide „eller endog bare opfordrer
til streik", straffes med tugthus. Men endnu saa sent som
i 1899 var den fremdeles svævende. I 1900 slaar keiseren
pludselig rundt, og med en uforklarlig likegyldighed
overfor den kjendsgjerning, at det socialdemokratiske stemmetal
ved rigsdagsvalgene var steget fra 1400000 i 1890 til
2108000 i 1898, samtidig med at antallet av deres
repræsentanter var gaat op fra 35 til 56, erklærer han:
„Socialdemokratiet er bare et forbigaaende fænomen. Det
vil rase ut." Men aaret efter tordner han mot det paany
— navlig i Essen og Breslau — med en sjelden lidenskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
