Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Skuffelser ved aarhundredskiftet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
139
mening samlet sig ikke om nogen bestemt mand som
hans efterfølger, og i virkeligheden blev spørsmaalet
avgjort av keiseren i hans sidste politiske samtale med den
fratrædende kansler. „Jeg blev behagelig overrasket, da
han straks nævnte von Bülow," noterer Hohenlohe. „Han
er ihvertfald i øieblikket den bedste man kan faa." Straks
efter gik der telegrafisk besked til von Lucanus om at
bringe de nødvendige formalia i orden, og Bülow gled
derefter ind i rigskanslerstillingen med en selvfølgelighed,
som viste, at den tyske nation fremdeles befandt sig paa
et primitivt standpunkt av politisk magt og myndighed.
Den nye rigskansler havde mange betingelser for at
fylde sin høie stilling. Han var en mand i sine bedste
aar og ikke som de tidligere kanslere repræsentant for
en tid, som laa en menneskealder eller halvanden tidligere
end keiserens egen. Han var opvokset i en utpræget
politisk atmosfære og var tidlig kommet indenfor
trylleringen av Bismarcks geni, som havde havt en av sine
dygtigste og mest nidkjære medarbeidere i von Bülows far.
Trods en aldersforskjel paa 10 aar var han en personlig
ven av keiseren fra ungdommen av. Han var i besiddelse av
en overlegen dannelse, støttet til studier og reiser, og havde
et indgaaende kjendskab til den praktiske administration
gjennem mange aar — allersidst i egenskab av
utenrigsmini-ster og fungerende kansler under Hohenlohe ved vigtige
anledninger. Der trængtes ingen intriger for at skyve ham
i forgrunden som rigskansler og ingen kamarilla for at holde
ham oppe. Men paa den anden side havde han ikke fast
fot hverken i den offentlige opinion eller i rigsdagen,
uagtet hans evner var almindelig anerkjendt, og han var
anset for at være en av de fortrinligste talere i
forsamlingen. Sit ry i saa henseende havde han grundfæstet
allerede i 1897 med sit berømte slagord om Tysklands
trang til „en plads i solen" — en uttalelse, som keiseren
har citeret saa ofte, at millioner av mennesker baade i
og utenfor Tyskland forlængst har ophørt at nære nogen
tvil om dens keiserlige oprindelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
