Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI. Nervøsiteten i system
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
161
Semper talis — „altid den samme". Da vil vi fra alle
sider bli betragtet med agtelse — tildels endog med
kjærlighed — og vi kan staa med haanden paa sverdheftet og
skjoldet foran os paa jorden og si: Tamen — komme
hvad der vil."
Ni dage efter — 31. mars 1905 — fik disse
opsigtsvækkende ord sin praktiske illustration ved keiserens
besøk i den marokkanske havneby Tanger.
Efter den stilling rigskansler von Bülow havde indtat
til den fransk-britisk-spanske Marokko-overenskomst av
8. april 1904 under en interpellation om den i rigsdagen
samme vaar, var keiserens pludselige Marokko-besøk en
førsterangs international begivenhed. Rigskansleren havde
gjort gjældende, at den tyske regjering ikke havde noget
at indvende mot overenskomsten, da den ikke rummet
nogen fare overfor Tysklands interesser, og da grev
Reventlow gjorde den bemerkning, at Tyskland muligens
kunde ha sin fordel av at skape friktion mellem de øvrige
magter, gav von Bülow det diplomatiske svar, „at det
ihvertfald vilde være uklogt at rope det ut fra hustakene".
Men det var netop dette, som skedde i det øieblik,
keiseren landet i Tanger og forkyndte for alverden — under
henvisning til Tysklands betydelige handelsinteresser i
Marokko — at han var bestemt paa at stille sig i breschen
for „sultanens suverænitet og landets uavhængighed, og
at et frit Marokko skulde aapnes for den fredelige
konkurrence av alle nationer uten monopoler og uten stængsel".
Denne optræden maatte nødvendigvis bli betragtet som
en utfordring til Frankrige og de to andre magter —
England og Spanien — som havde sluttet
Marokko-overenskomsten aaret i forveien; og hvis der var nogen, som
endnu var i tvil, behøvet han bare at læse den tyske
presses kommentarer til Marokko-affæren. Artiklerne,
som var inspireret fra Wilhelmstrasse, gik i korthed ut paa,
at den tyske regjering i virkeligheden indtog samme
principielle stilling til Marokko-overenskomsten som i 1904 —
nemlig at man ikke havde noget at indvende mot den i
11 — Hammer: Wilhelm II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
