Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gustave Ricard (1823—1873), hvis smukke Portrætter vil være Pariserfarere
bekendte fra den retrospektive Udstilling, som Byen Paris i 1912 havde
arrangeret af hans Værker. I et Brev til Constantin Hansen skrev Marstrand
om Ricard: »Han har malet adskillige Hoveder og Portraiter mesterlig
colorerede og modellerede«. Bicards Farve er mildere, mere fyrig og meget
mindre broget end Marstrands. I sit Portræt af Fru Raffenberg har
Marstrand indfanget nogle af disse gode Egenskaber. Desværre skæmmes
Helheden af et paa Væggen bag Fruen malet Billede af en Udsigt over Rom,
hvis blaa Toner ikke passer ind i det varmt stemte Milieu.
Iøvrigt var det Drømmene om store Fremtidsopgaver, der i alt væsentligt
blev bestemmende for Marstrands Studier. Han tænkte sig Muligheden af
at komme til at dekorere Universitetets Solennitetssal med en Række
Historiebilleder. Han begyndte at tegne Udkast til dem, men tvivlede
om, endnu at have tilstrækkeligt Herredømme over Midlerne til for Alvor
at turde give sig i Kast med saadanne Opgaver. Først og fremmest følte
han, at han maatte lære sig at male Figurer i Legemsstørrelse. Den
bekendte Osteriscene med de unge Piger, der byder en Indtrædende
velkommen, blev det første, i tiere Henseender mindre heldige, Resultat af disse
Bestræbelser. Kompositionen er ikke uden Fortrin i sin harmoniske
Opbygning. Men Udførelsen — de unge Piger er ikke Mennesker; det er
sukkersøde, indholdsløse Konstruktioner. Og Farven — alt, hvad Marstrand
havde lært af Ricard, er svundet bort. Dette Billede synes at røbe, at
Marstrand til Tider maa have haft en vrang Opfattelse af »det koloristiske« og
ment, at dette bundede i en rig Anvendelse af de stærke Farver, som under
hans Haand var tilbøjelige til at blive giftige, uharmoniske og ufriske. En
Ulykke var det, som alt antydet, at han aldrig eller i hvert Fald kun i
underordnet Grad mødte en vejledende Kritik. Et Billede som Osteriscenen
gjorde uhyre Lykke ligesom andre af Marstrands samtidige Genrebilleder,
der ubetinget hører til hans svageste. Selv var han sig bevidst, at han var
inde paa et galt Spor; men hvori det gale laa, stod ham ikke klart. Til
Broderen Troels skrev han i Marts 1848: »Mine Billeder, som jeg sender,
ere ikke Resultatet af, hvad jeg har lært; de ere kun Prøveklude, uriter uns,
og jeg haaber i Hiemmet, hvis Tingene gestalte sig bedre, at giøre mig Selv
og Eder mere Ære.«
Under Opholdet i Italien kneb det ofte for Marstrand at holde Humøret
oppe. Disse idelige Brydninger mellem den gode Vilje og de bristende
Evner sled paa ham. Hans Fantasi var dog, som altid, uhyre frugtbar.
Herlige Billeder, skabte af ham selv, maa have foresvævet ham. Men naar det
kom til Stykket, blev Resultatet langt fra det, han havde haabet. I Virke-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
