Convolv’en er en Blomst saa blaa,
I Solens Lys kan den Øiet opslaa,
Men bli’r det Aften, og Sol gaar bort,
Og kommer Natten saa mørk og sort,
Da lukker den Øiet og sover sødt.

Barnet vaagner med røde Kind,
Naar Solen skinner i Kammeret ind,
Da takker det Gud, da er det saa glad,
Da faar det af Mor saa deilig Mad,
Og da har det sovet saa inderlig godt.

Dagen retter sin Gjerning ud,
Blomsten og Barnet ser op til Gnd
Men bli’r det Aften og Solen gaar,
Og Stjernen saa blank paa Himlen staar,
Da lukke de Øiet og sove sødt.