Det var en deilig Novemberdag,
Solen skinned saa mild,
og brat bortsmelted det tynde Lag
af Sne for dens Ild.
Smaablomsten løfted sit Hoved kjæk,
ei Kulde og Sne havde skræmmet den væk,
den vilde sig sole en Morgenstund,
før Vintren dyssed den ind til Blund,

Der gik en Gubbe saa mild og blid
over Høstmarken hen;
hans Isse skinned saa sølverhvid,
han var Blomsternes Ven.
De fmaa han plukked og smilte glad,
og til ham nikked hvert mindste Blad.