Leander. En Dreng.
Leander: Der er farligt lidt at fortjene ved Comoedier nu omstunder. I denne Maaned har jeg ikke havt 20 Rigsdaler paa min Part, det kan jeg gjøre min Eed paa, saa at jeg har aldrig været i saadan Pengetrang, som jeg nu er, og kommer den Vexel med Protest tilbage, saa er jeg om en Hals. Dog haaber jeg at fortjene saa meget ved den Tragoedie, som vi skal spille Overmorgen, at jeg skal kunne redde mig derfra. Jeg har en temmelig stærk Rolle i samme Tragoedie; thi Polidorus, hvis Person jeg skal forestille, har mere at bestille end tre andre Acteurs. Jeg kommer derfor at studere brav baade idag og imorgen og nægte mig inde, at ingen forstyrrer mig derudi.
(Tar sit Papir af Lommen, hvormed han gaaer frem og tilbage, og læser over paa sin Rolle, først mumlende sagte).
En Dreng: (kommer ind). Monsieur! Jeg har en ond Tidende at sige jer.
Leander: (continuerer sin Rolle Højt). Ja Elisa! Din Utroeskab skal aldrig blive uhevnet. Er det ret at forlade sin troe Philander, der har reddet dig ved sit Blod af de vanskabte Kjæmpers Hænder, der har opoffret sin Velfærd, foragtet Princesse Climenes Kjærlighed, hendes Suk og Graad for din Skyld? Hvilken Ulyksalighed kand lignes ved Polidori? Hvis Troeskab er saa ilde bleven belønnet som hans? Ak troeløse Elisa! Jeg skal ikke længere være dig en Torne i Øjene. Jeg skal tage Livet at mig selv, og saa er der en Ende paa min Jammer. Men din Samvittighed vil ved min Død vaagne, og du vil blive foragtet og forhadt af alle Mennesker formedelst din Utroeskab.
(Trækker sin Kaarde ud, og vil tage Livet af sig selv; Drengen mene, det er Alvor, løber til, og holder ham i Haanden)
Leander: Hvad Pokker vil du her nu, Dreng? Man kand aldrig et Øieblik have Ro.
Drengen: Hvad Ulykke bringer jer til saadant fortvivled forsæt, at I vil tage Livet af jer selv?
Leander: Gak Pokker i Vold, du Nar! Jeg gaaer kun her og øver mig paa en Tragoedie, som skal spille imorgen, hvorudi jeg skal agere Polidorus.
Drengen: Ha ha ha! Jeg meente, min Troe det var Alvor.
Leander: Jo jo, du skal nok see, at man gaaer om og tag Livet af sig af Kjærlighed i disse Tider. Troe mig, der er ikke to Mennesker i den hele Bye, der jo heller tar en gammel ond Kjælling med en Snees tusind Rigsdaler end en ung dejlig og dydig Jomfrue, men som intet har bekommet til Arv uden en god Optugtelse. Tilmed, om der nu findes forlibte Folk, saa er de forlibte paa en anden Maade, ikke med den Bestandighed til en vis Person som i forrige Tider.
Drengen: Jeg har dog tjent hos en Mand her i Gaden, som vi engang var bange for, at han skulde tage Livet af sig selv af Kjærlighed, og jeg troer virkelig, at han havde fuldbyrdet sit forsæt, hvis jeg ikke havde hindret ham, thi han trak sin Kaarde paa samme Maade som I.
Leander: Hvad heder han?
Drengen: Jeg siger ikke hans Navn, thi det var skarnagtigt af mig, om jeg røbede ham; man han boer paa Hjørnet af denne Side.
Leander: Ha ha, det er Jens Paaskelilie. Jeg mærker, du kender ikke den Karl ret. Hans Kjærlighed gaaer ligesom en Canal igjennem alle Byens Gader; nu falder han paa Knæ med Kaarden for Brystet for en Jomfrue paa eet hjørne, nu paa et andet Hjørne, nu midt i Gaden. Der ere ikke saa mange Jomfruer i Gaden, han har jo Hjerter at opoffre dem alle, og ikke saa mange Sjæle, han har jo Snarer til at fange enhver med, saa at han burde føre samme Symbolum som Kejser Carl den femte: "Plus ultra". Han speculerer virkelig paa det femte Monarchie af Fruentimmer. Derfor kan jeg mærke, at du est ikke synderlig dreven udi Verdens Løb, eftersom du bildte dig ind, at jeg vilde omkomme mig af Kjærlighed. Men hvad er dit Ærende her? Jeg har saa liden Stunder idag at tale med nogen; thi jeg har ikke lært den halve Deel af min Rolle endnu, og jeg skal agere Polidorus imorgen.
Drengen: Monsieur! Om I ikke kand bevæges til at dræbe jer af Kjærlighed, saa vil jeg sige jer noget andet, som er nok værd at hænge for. Der er kommen en protesteret Vexel paa 50 Rigsdaler, saa jeg troer, at I inden Aften blir trækked i Arrest.
Leander: Hillemænd, kunde jeg kun begaae mig i denne Uge,
saa haabede jeg ved to Tragoedier at fortjene saa meget, at jeg kunde
betale en Slump deraf. Om nogen spør efter mig, kan du sige, at jeg
er rejst af Byen; gak saa din Vej, thi jeg maa have Ro at læse over.
(Gaaer frem og tilbage, og mumler igjen.) Nu kommer det Værste.
Kunde jeg kun vel skikke mig i denne Scene, hvorudi jeg skal mane
Fanden; det andet er kun Bagatelle derimod. Jeg maa forsøge et Par
Gange. (Gjør en Kreds med sin Stok paa Gulvet). Jeg maner dig at
møde hid, du første blandt de onde Aander, Mephistopheles, for at høre
min Befaling og at iværksætte det, som jeg byder dig. Der seer jeg
han kommer i sin rette Gestalt, ligesom jeg saae ham for 10 Maaneder
siden. Nej holdt, Mephistopheles, ikke inden denne Kreds. (I det
samme han maner blir han vaer en Person, som staaer med Andagt at høre
paa ham, hvorfor han løber ind, og siger): Der er forbandet, man kan
ikke have Ro et Øieblik.
