- Project Runeberg -  Hexerie eller Blind Allarm /
Actus III. Scen. 5

Author: Ludvig Holberg - Tema: Drama, Theater Plays, Danish Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Actus III. Scen. 5.

Leander. Jan (En Dreng).

Leander: Hej hej, der har vi en frisk; det gaaer jo ligesom en Strøm. Hvad fattes jer min Søn?

Jan: Ak, Herre! Jeg er en stakkels Skoemagersvend, og maa slæbe som et Beest for min Føde. Min ældre Broder derimod blev holdt til Bogen, og er bleven Doctor i Doctorkunsten, saa at han er ligesaa anseelig blandt Folk, som jeg er foragtet, og kand fortjene mere paa een Feber end jeg paa ti Par Støvler at gjøre. Nu har jeg derfor en ydmygst Bøn til min Herre, at saasom han har givet sig Fanden i Vold, og derudover er bleven begavet med den sorte Konst, at han vil være mig behjælpelig med en Ting.

Leander: Man kand lære den sorte Konst uden at give sig Fanden i Vold: Tolv Personer slaaer sig sammen, og rejser til den sorte Skole udi Wittenberg; elleve Personer gaaer fri, men den tolvte falder ved Lodtrækning alleene til Fanden.

Jan: Saa gik da min Herre fri?

Leander: Ja ellers kunde jeg ikke staae her. Men hvad er jer Begjæring.

Jan: Jeg vilde gjerne være Doctor ligesom min Broder.

Leander: Det koster fire Rigsdaler.

Jan: Der er fire Rigsdaler.

Leander: Hør, min Søn! I skal kjøbe 10 Alen sort Klæde hos den Kræmmer, som boer her ligeover; thi han alleene har af det Klæde, som blir gjort i det sorte Manufactur udi Wittenberg. Af dette Klæde skal I lade gjøre jer en lang Kjole. Naar I det har gjort, skal i leje jer smukke Værelser, og lade skrive med store Bogstaver over Døren - hvad er jer Navn?

Jan: Jeg heder Jan.

Leander: Ja saa skal I skrive: "Her boer den vidtberømte Doctor Jansenius, som curerer alle Slags Sygdomme."

Jan: Men hvad skal jeg da bruge til at helbrede de Syge med?

Leander: Det er lige meget. I kand tage hvad som er ved Haanden; naar I kun har den lange Kjole paa, saa er alting kraftigt, hvad I kommer i en Flaske.

Jan: Men skulde det kunne gjøre det?

Leander: Hør Cammerad! Jeg taaler ingen Disputser; gjør I kun, som jeg siger. Der er hundrede Docteurs, som aldrig er kommen dertil ved andet Middel. Gaaer det ikke an, saa skal jeg betale Omkostningerne og levere Pengene tilbage.

(Drengen gaaer bort)


Project Runeberg, Tue Dec 11 23:24:53 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/xholberg/03-05.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free