Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
til en fast Masse ved det hede Vands Indvirkning. Endnu 50 Alen
Nord for Dynkur findes et cylindrisk Vandhul med 2 Fods Diameter,
der spruder temmelig voldsomt 2—3 Fod tilveirs; denne Kilde har,
ligesom den berömte Springkilde ved Geysir, faaet Navnet Strokkur
(Kjærnen). Udbruddene vare sædvanlig i 4 å 5 Minuter, og Vandet
har en Temperatur af 98°. For c. 20 Aar siden sprudede denne
Kilde meget höiere, tf—8 Fod, men den er bleven mere spagfærdig,
siden en anden Kilde bröd frem tæt ved den; denne nye Kilde
spruder nu uafbrudt 1 å 2 Fod og förer en betydelig Vandmasse. Efter
hvert Udbrud af Strokkur synker Vandet tilbage i Koret, og indtil et
nyt Udbrud begynder, hengaar der som oftest en V2 Times Tid; den
nye Kilde spruder derimod uafbrudt, uden at Strokkur synes at have
nogen Indflydelse paa dens Virksomhed. Paa en Grusslette omtr. 500
Alen Nord for Strokkur bryder det varme Vand frem paa en Mængde
Steder, men heller ikke her sér man nogen Afsætning af Kiselsinter;
det varmeste Vandhul havde her en Temperatur af 97°, det koldeste
76°. Ogsaa nede ved Hvitå i den samme Linie findes en varm Kilde,
og paa Elvens nordlige Side ser man varme Dampe stige op fra en
Grusbanke.
Hvitå i Borgarfjord hörer til Landets vandrigeste Elve, især længst
nede, i Nærheden af Mundingen, thi her har den modtaget mange og
store Tillöb, som f. Ex. Noröurå, Thverå och Grimså. Selve Hvitå har
sine Kilder ved Eyriksjökull, men forer ved Kalmannstunga ingen
særdeles stor Vandmasse, det er först efter at den har modtaget de
grumsede Jökelelve Geitlandsår og den klare, men vandrige
Norölingn-fljöt, at den bliver en betydelig Flod. Hvitå og Norölingafljöt adskilles
af en Fjældryg, der mod Nord i Fjeldet Strutur hæver sig til en
næsten 3000 Fod höi Spids, men mod SV ved Flodernes Sammenlöb
ender med en lysfarvet Fjeldknude, Tungufell, der især bestaar af
Liparit; smaa Brudstykker af denna Bjergart, rimeligvis stammende
fra dette Sted, finder man allerede nede ved Borgarfjorden i Hvitaaens
Flodgrus. Floddalene paa begge Sider af Tunga ere engang i Fortiden
bievne udfyldte af Lavastromme; den nordlige Lavaarm ved
Norölingafljöt hænger sammen med det store Hallmundarhraun ved Eyriksjökull,
det sydlige stammer fra nogle Kratere ved Langjökull. Den nordlige
Lavaarm er den længste, den naar lidt længere ned i Dalen end til
Præstegaarden Gilsbakki. Hvitå har maattet bane sig Vei gjennem disse
Lavastromme; den har nedskaaret en dyb Rende, i hvis Bund Floden
bruser frem med den stærkeste Ström. Dog findes der kun to
egentlige Vandfald i denne Elv, nemlig Bnrnafoss ved Gilsbakki og Kljåfoss
i Nærheden af Gaarden HurÖarbak nede ved Mundingen af
Reykholts-dalen; ved Snævring paa sidste Sted tænker man nu paa at anlægge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
