Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vegafärden. Minnesord på 25:te årsdagen af Vegas återkomst till Stockholm.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
godt inde i de arktiske Egnes Historie, forudsagde, at »Vega» aldrig
vilde komme forbi dette Punkt, ja de mente endog at det slet ikke
existerede, at Landet fortsatte sig langt mod Nord over mod
Grønland, og at Tscheljuskin havde tegnet Kaartet, saaledes som han
gjorde, fordi han havde Befaling til at blive ved, indtil han fandt
Asiens Nordspids, og han ikke vilde risikere at blive sendt derop
igen, hvis han ikke mødte med dette Resultat.
Jeg erindrer, som sagt, tydeligt, at man fyldte vore Øren med
den Slags Tvivl, men det var en af baade Nordenskiold’s og Palander’s
store Evner: deres hele Væsen indgød dem, der fulgte dem, en
saadan Tillid og Begejstring, at vi kun høfligt smilende lyttede til den
Slags Udtalelser og intet Øjeblik tvivlede paa, at havde
Nordenskiöld sagt, at Vejen var der, saa var den der ogsaa, og saa skulde
Palander nok være Månd for at føre Skibet igennem.
Det kariske Håv havde ingen Vanskeligheder voldet os, og i
Dickson’s Havn sagde vi Farvel til de to Skibe, »Frazer» og
»Express», der nu stod op af Jenissej, for samme Efteraar at vende
hjem til Europa, medens »Vega» i Følge med »Lena» stod videre
ud i det ukendte, idet Stykket fra lidt nordenfor Dickson’s Havn til
lidt østenfor Kap Tscheljuskin aldrig før havde været besejlet.
Endnu engang kastede vi Blikket tilbage paa Dickson Øens
Klipper, hvorfra vi havde sendt vore sidste Hilsener til Hjemmet,
og vendte saa spejdende Blikket mod Nord. Med Hjertet bankende
af Længsel efter at naae vort foreløbige Maal, den gamle Verdens
Nordspids, tænkte vi kun paa Fremtiden og haabede det bedste af
den. Jeg erindrer, at Skeppar Nilsson med store Bogstaver skrev i
et nyt Bind af Logbogen, som han just den Dag skulde lægge
frem: »Lycka och välgång!» og hans Ønske gik da ogsaa i
Opfyldelse, for saavidt som dette Bind kom til at indeholde Ankringen
ved Kap Tscheljuskin.
Det der i Begyndelsen voldte os størst Besvær var Taagen, thi
Isen var ikke slem. Jeg erindrer, at Palander en Dag i Isen henne
østenfor Bjørneøerne, hvor vi vei gik afvejen for de store Isstykker,
men ubekymrede løb de mindre overende, spurgte mig, om jeg
kunde huske, hvor omhyggeligt vi paa Vestsiden af T aj myrlandet
havde manøvreret for Is, som vi nu, tvungne af Omstændighederne,
ikke tog Spor af Hensyn til og heller ikke kunde, naar vi
overhovedet skulde frem. Men, som sagt, Taagen sinkede os meget;
at sætte ind i Is, naar man ikke kan overse, hvormeget der er, gør
man højst nødig, navnlig paa Begyndelsen af en Tur, hvor man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
