Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vegafärden. Minnesord på 25:te årsdagen af Vegas återkomst till Stockholm.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Baschlikken trukket helt ned til Øjnene og op over Næsen, føg
Sneen ind gennem den smalle Revne, saa at Øjenhaarene inden
lang Tids Forløb var saa fulde af Sne, at de frøs sammen, saa at
Øjnene lukkedes. Med den varme Haand maatte man da tø dem
aabne igen, men forsømte man, naar man tog Haanden ud af den
varme Skindvante, at vende Ryggen til Stormen, forfrøs man den
udvendige Side af Haanden, og maatte da sætte sig paa Hug, for
med Sne at gnide Liv i den igen. Under saadanne Omstændigheder
kunde det godt tage en Time at komme ombord.
Til andre Tider kunde Vandringerne ind til Observatoriet i
stille, praktfulde Maaneskinsnætter være saa fristende, at et Par
Kammerater fulgte Observatoren derind, jublende syngende: »Hvad det
är skönt ändå» eller lignende Lovprisninger af Naturens og Livets
Herlighed, rigtignok som oftest med den Følge, at man næste Dag var
saa hæs som en Ravn, fordi man ikke havde ændset de 40° Kulde.
Da Foraaret kom og Sneen forsvandt, da talrige Fuglearter i
store Skarer fløj over vort Vinterkvarter til de ukendte Lande mod
Nord, og Tundraen dækkedes med sin ganske vist artfattige men
temmelig individrige Flora, blev der selvfølgelig nok at gøre i alle
Videnskabens Grene; talrige Exkursioner gjordes og ved disse kom
Tschuktscherne os meget til Nytte med deres Slæder.
De havde hele Vinteren besøgt os. Saasnart Vejret blot var
nogenlunde godt, samledes der altid i Dagens Løb en Mængde
Hundeslæder om Skibet. Expeditionen forøgede sine ethnografiske
Samlinger, og Tschuktscherne deres Madforraad. Af alle de
Skorstene, der ragede op over Sneteltet, som dækkede Skibet,
interesserede ingen dem mere end den fra Kabyssen. De betegnede altid
dette Rør med »Kukkis», der vidste de, at al den herlige Mad
stammede fra.
Mangfoldig Tak skylder vi disse godmodige, fattige Stakler for
-den Afvexling, de bragte i vor ensformige Tilværelse, og mange
ikke alene interessante men ogsaa fornøjelige Timer tilbragte vi i
deres Telte eller i Samtale med dem paa Slædeture og ombord i
»Vega». Glade og taknemlige var de for den mindste Smule Mad
eller Tobak, og aldrig mødte vi andet end Venlighed,
Imødekommenhed og Tjenstvillighed hos dem.
Men trods alt dette var det dog ganske betegnende, at de Ord,
der vistnok oftest i Samtaler hørtes ombord, var: »Naar vi kommer
till Japan . . .», og vi blev aldrig trætte af at høre Bove, den eneste af
os der havde været der før, fortælle om dette vort forjættede Land.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
