Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
67
«Aa, saadan rasende snild far du har, Anne
Katrine,» raabte nogen.
Anne Katrine smilede lykkelig — ja, det vidste
hun nok iforvejen.
«Jeg har jo ingen anden glæde i verden end
denne jentungen,» sagde faderen henvendt til frøken
Lybæk, «det er ligesom hende, jeg lever for, og hun
skriver støt og stadig, at hun har det saa godt her,
og at de alle er saa -snilde, og at hun er saa glad
for at faa dannelse — og saa havde jeg lyst at
vise dere en liden opmerksomhed for jentungens
skyld.»
Det blev en jubel, de flokkede sig om skomageren
allesammen.
Anne Katrine snakkede ikke mere saa hurtig og
høit, hun blev mere lig sig selv, men holdt sig stadig
ved siden af sin fader.
Om eftermiddagen kappedes de om at faa kjøre
med til stationen, da Anne Katrines fader skulde reise.
Og da toget skulde gaa fra stationen, sagde Else:
«Nu vil vi raabe hurra for din far.»
Og saa raabte Else, Hervor og Marena hurra for
ham derude paa platformen paa den lille station ude
paa de vide marker.
Og ud af kupévinduet kom hans ansigt. Et
arbeidsslidt ansigt med graasprængt haar, han smilte,
og toget bruste afsted.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
