Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
152
med veninder og denslags. Livet er arbeide. Det
kan være en liden gjerning, men selv den mindste
kræver alvor og trofasthed.
Tag blot dette med eder: I har aldeles ikke
dette ocean af tiden at øse af, som I nu alle tror.
Saa skal 1 have tak for dette halvaar — jeg
takker mest for hvert lidet stænk af kjærlighed, 1 har
vist eders gamle lærerinde!»
Saa reiste frøken Lybæk sig og nikkede til
dem alle.
Det var blevet saa højtideligt i det store, svale
værelse. Ligesom en luftning af noget, der strøg
hen over de unge hoveder.
Else havde ikke lyst at græde heller, det havde
hun slet ikke, men der var et stænk af alvor ogsaa
bag det lyse haar og ferskenkinderne.
Aa, hun skulde arbeide, det skulde hun og aa —
saa flittig hun skulde være — hun vilde aldrig mere
gaa lekserne over med en harefod — og ikke være
saa vimset, som mor altid klagede over
Hun kunde ikke komme fra frøken Lybæks ord:
I har slet ikke en saadan uendelighed af tid foran
eder — de gjorde hende næsten lidt bange, fordi hun
ogsaa havde et ansvar i livet.
Tænk hun — lille Else Beck!
Hun stirrede paa frøken Lybæks graa hoved. Saa
tog hun sin egen tunge, lyse flette frem og saa paa den:
Nei graat haar faar jeg vist aldrig, tænkte Else.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
