Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nils Ursgaard havde undgaat hende siden.
Saavidt hun kunde huske, var der nu,
maa-nedsdagen efter, ikke blet vekslet et ord mellem
dem. Han sad, nu om sommeraftenerne, paa
den ene side huset udpaa berget, hun og
barnet paa den anden. Jakob gik til og fra mellem
begge.
Forresten — hun ærgret sig over den maade,
Jakob tog hendes optræden paa den dag.
Hvor havde ikke tanken paa, hvad hun den
dag vilde si, fyldt hende! Det havde helt
været et slags begeistring, hun vilde aabne
deres øine, de skulde reise sig alle, det skulde
flomme over af had mod alle disse, der
over-saa dem saa kolossalt.
Og saa tog for det første Nils Ursgaard
det saa forstokket bornert — men alligevel —
der var noget der, som imponerte.
Men Jakob! Han havde leet, da han hørte,
hvorledes det gik for sig.
Leet sin skraldende, stødende latter: «Du
er dum som en alke,» lo han.
Siden kunde hun forstaa, at han følte sig
smigret ved, at hun havde tat sig ud. «Det
er vakker kjærring, De har — Ursgaard,»
havde lodsoldermanden sagt.
Jakob Ursgaard lo ved sig selv, naar han
tænkte paa det. Javist var hun vakker, ja.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
