Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jomfru Witzleben - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
76
vilde Hun synke tilbage i den gamle, forfærdelige
ensomhed derhjemme og det evige kævl med
moderen . . . Det var ikke til at holde ud . . .
Hun mindedes pludselig sit rolige, lykkelige liv
i Bremen — og hun fik tårer i øinene . . .
Et øieblik stod hun stille for at betragte den
gamle teaterbygning, som hun havde elsket så
hoit og som hun aldrig mere skulde betræde . . .
Det var som om en del af hendes liv lå igen der
inde
Da mærked hun at en herre, indhyllet i en
lang, fodsid regnkappe nærmed sig ... Hurtigt
gik hun videre. Han fulgte nølende, uviss efter.
»Undskyld .... Jomfru, « lød det stak-
åndet bag hende og hun så skyggen af en hat,
der blev hilset med
»Undskyld . . . jomfru — «
Uden at stanse sin gang, dreied hun hodet
og opdaged at den, der tiltalte hende i denne
sene aftentime var ligeså frygtsom som hun selv.
Hun havde straks genkendt Lyder Foswinckel —
og hendes hjerte var begyndt at banke . . . Den
sælsomme drøm, hun nys havde havt, stod i
oieblikket så lysende klart for hende . . . Kom
han nu for at bede hende om den blå sløife,
der for altid gjorde ham til hendes ridder?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
