Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jomfru Witzleben - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
77
»Tillader De, jomfru ... at jeg følger Dem
. . . et stykke på vei . . .« Han holdt inde,
søgende efter ord . . . Hun kunde høre hans
dybe, anstrengte åndedrag. »Det er så sent for
Dem at gå alene — «
»Hvorfor forestiller han sig ikke straks og
siger, hvem han er,« tænkte hun mistroisk, »tror
han maske at være ukendt? — og er nu* ude
på jagt efter et natligt eventyr — «
»De tar nok feil, min herre, « sagde hun
skælvende.
»Nei — De er jomfru Witzleben — —«
Et gammelt fruentimmer i regnkåbe og med
•en salmebog i hånden (hun kom øjensynlig fra
et eller andet bønnemøde) passerte i det samme.
Hun så foragteligt på Marianne og Lyder og
mumled noget mellem tænderne, der just ikke
lod til at være en kompliment til parret. Det
var ingen anden end den gamle ondskabsfulde
Vibekke, som havde tjent hos hendes mor, og
som i sin tid mere end engang på en spodsk
måde havde advaret hende for at indlade sig
med gadens »fine mosjøer».
Hvad den gamle tjenestepige nu tænkte om
hende — »Olines datter« — var let nok at
skønne . . .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
