Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jomfru Witzleben - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78
Marianne irriteredes over al made . . . Hen
des sind var forud så sårt og tungt . . . Der
skulde saa Udet til at få det til i bitterhed at
strømme over
Hun svarede ikke Lyder, men fortsatte sin
vei. Han fulgte lige i hælene på hende — hun
hørte det.
»Hvad vil De mig?« sagde hun og vendte
sig helt om mod ham. »Hvorfor stanser De mig,
som er Dem fremmed, her midt på gaden?
Hvorfor forfølger De mig?«
»Jeg vilde bare, « stammed han forskrækket
og han følte at tårerne fyldte hans øine — »jeg
vilde bare . . . De gik så alene ... og det er
sildigt og mørkt . . . Undskyld, men jeg ved
ikke om De kender mig . . . Nei, De må ikke
ta’ mig min frihed ilde op ... jeg ber Dem —
Mit navn er — — «
Hun hørte ikke mere på ham. Hun var
brudt ud i grad som om han havde tilføiet hende
en stor, ufortjent krænkelse og ilte nu fra ham,
der stod holdningsløs, ligesom beskæmmet til
bage, opad Sydnæsbakken. Hun ilte hurtigt, som
om hun var forfulgt af en fiende. Først i nær
heden af moderens hus sagtned hun sit løb.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
