Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
308
til mig . . .. og græde; men jeg er saa ræd ham,
åa, jeg er saa ræd ham! Gud maa vide hvad dette
kan være? . . . Det høres dog virkelig, som om han
talte ganske venlig nu, og alligevel er jeg ræd ham!
Ja, hvad er det saa egentlig jeg er bange for? . . .«
»Aa, Rodja,« raabte hun pludselig til ham, næsten
som til svar paa sit eget spørgsmaal, »du kan ikke
tro, hvor ulykkelige vi begge to, Dunetschka og jeg,
var igaar! Nu, da alting er forbi, og vi atter er
lykkelige, kan jeg jo godt sige det. Kan du tænke
dig, vi skynder os, alt vi aarker, hid for at omfavne
dig, ligefra jernbanestationen saagodtsom, og saa siger
denne pige . ... naa, der er hun jo! . ..
Godmorgen Nastasja . . . . saa siger hun pludselig til os,
at du er angrebet af voldsom nervefeber, at du
hemmelig er løbet bort fra din dokter, og at man søger
"dig overalt... Du kan ikke forestille dig vore følelser
da! Jeg maatte i øjeblikket huske paa den sørgelige
» maade, som løjtnant Potantschikow, en ven af din
" far,. omkom paa, — ja, du kan ikke erindre ham
mere, du Rodja!) — han løb ogsaa bort under en
hidsig nervefeber og faldt ude paa gaardspladsen i en
brønd; først dagen efter drog man ham op. —
Naturligvis saa vi alting saa mørkt som. muligt, vi vilde
… endogsaa opsøge Peter Petrowitsch, for med hans
bistand . ... vi var jo alene, ganske alene,« klagede
hun vemodig og afbrød pludselig sig selv, da hun
erindrede, at det muligvis dog var vel farligt endnu
at nævne Peter Petrowitsch, uagtet allesammen nu jo
var fuldstændig lykkelige.
»Ja, ja . .…. naturligvis er det altsammen svært
kjedeligt,« mumlede Raskolnikow, men saa tankespredt
og med et saa deltagelsesløst blik, at Dunetschka
stirrede forbauset paa ham.
»Ja, hvad var det saa, jeg vilde sagt igrunden,»
fortsatte han, idet han møisommelig tog sig sammen,
— »jo, kjære mama, og du ogsaa, Dunetschka, tro
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
