Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Synd, Satan, forsoning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
63
er imidlertid ikke evige, de dør bort som alt andet, og
man faar passere videre til andre regioner.
Jacob Bohme har en rigtig opfatning av himmel og
helvete naar han siger: Himmel og helvete er intet sted,
thi himmel og helvete er overalt tilstede. I det gode er
himlen, i det onde helvete. Ogsaa hos muhamedanerne
finder vi den samme forstaaelse. „ Helvete blev ikke skapt
av nogen. Det vrede sinds ild frembringer helvetes ild
og fortærer dets eier. Naar et menneske gjør det onde,
saa tænder han helvetes ild og brænder med sin egen
flamme.“
Dette utelukker ikke at der gives regioner i rummet,
hvor disse erfaringer eller tilstande gjennemleves.
Der eksisterer saa mange feilagtige begreper om
synden; saaledes siges der saa ofte, at man fortørner
eller bedrøver Gud dermed. I den forstand hvori det
almindelig opfattes er dette selvfølgelig meningsløst, thi
lite misundelsesværdig maatte Guds-tilstanden da være,
hvis den skulde paavirkes av menneskets synder.
Det er os selv vi synder mot, vort „høiere seiv“,
vor udødelige del, som Muhamed siger: Men den som
begaar en synd, begaar den blot mot sig seiv, thi Gud
er den vitende, den vise.
Man kunde nu fristes til at tro, at det onde var like
evig som det gode, at de to principper stadig vilde ligge
i kamp med hverandre, at djævelen var like sterk som
Gud, men det onde er det avlede, de det som er opstaaet
og som skal forgaa og som ikke har nogen evig sammen
hæng med det hvorav ondt og godt er fremgaaet. Synd
er adskillelse fra Gud, men da Gud er den eneste realitet,
hvori alt dette indgaar, maa synden være noget forbi
gaaende, knyttet til Guds aapenbarelse, ikke til hans
evige væsen. Det gode fremstilles derfor i religionerne
som det endelig seirende, som i Dharmashastra-Sutra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
